Hvor lidt træning kan du egentlig lave uden det påvirker din præstation? Jeg tænker det er et emne som kunne interesse de fleste sportsudøvere, da der sagtens kan være perioder i vores liv hvor andet har vores fokus. Eller perioder hvor vi er skadet og hvor vi ikke kan træne optimalt eller som vi plejer. I de perioder kan det være rart at vide, at alt faktisk ikke er spildt bare fordi træningsmængden bliver sat ned i en kort periode.
Hvad skal der til for at vedligeholde din nuværende form?
For at vedligeholde din nuværende form, så viser studier at du kan nedsætte både din træningsfrekvens (hvor ofte du træner) og træningsvolumen (hvor lang tid pr. pas) relativ meget, så længe du holder intensiteten oppe. Det gør du fx ved intervaller, hvor du bliver anstrengt og hvor din puls ligger på + 85% af dit max. Du kan med fordel tage intervaller som 4×4 min, hvor du virkelig får pulsen og tempoet op. Eller 5 x 1000 meter i dit 5 km race pace eller lige over det.

Samtidig viser studier, at du kan gøre dette i op til 15 uger uden at det har en indvirkning på din form. Dog er det vigtigt du stadig kommer ud og løbe og har fokus på den høje intensitet. Dette netop for at kunne vedligeholde din form.
Pointen i dag er at du ikke skal stresse over mindre løb i en periode. 15 uger er relativ lang tid og typisk behøver man slet ikke at vente så lang tid, før man er tilbage på toppen igen. Og til slut så husk: Mindre træning i en periode skader dermed ikke din form. Nogle gange kan det endda give kroppen et ekstra lille boost.
