I dag skal det hverken handle om hvilke intervaller du kan løbe, hvordan du træner op til et maraton eller hvilke energiprodukter du med fordel kan indtage. Det skal i stedet handle om det mentale aspekt af træning, dine tanker og det der foregår indeni dig. Indlægget i dag bliver en personlig afspejling af de tanker og følelser som jeg selv har haft og til tider stadig har. Tanker og handlinger som jeg selv reflekterer over.

Når din psyke spænder ben

Har du nogensinde prøvet at skulle ud på et langt træningspas, som du bare på forhånd ikke har orket? Du begynder allerede inden træningen at sige ting ala “fuck det gider jeg bare ikke” eller “Det bliver en lorte tur i dag – jeg kan mærke det”. Du har stadig en vis selvdisciplin og ved at der ikke er nogen vej udenom. Du har det jo fysisk helt fint. Det er mentalt du ikke er klar. Du ved det godt inderst inde. Måske begynder du at opfinde små begyndende smerter eller undskyldninger overfor dig selv for hvorfor du IKKE skal tage ud på det pas. Det træningspas du på forhånd har dømt ude. Hvordan ender træningspasset mon? Min erfaring er at alle træningspas ikke kan være lige gode. Sådan må det gerne være. Det hele skal ikke være lineært og være til at sætte ind i små kasser, så det passer ind i “det perfekte”. Og hvad er egentlig det perfekte? Hvad er det vi skal stræbe efter som sportsglade mennesker? Og skal vi overhovedet stræbe efter noget? Hvem har det gyldne svar? Svaret er egentlig simpelt synes jeg, men jeg lader det alligevel være op til dig.

Tilbage til træningspasset der allerede før start var dømt til at være ude.

Som jeg ser det, så har du allerede fra start tilført en række negative bekræftelser til det stakkels træningspas. Et træningspas som måske egentlig ikke er så anderledes end andre træningspas. Men som lige denne dag føles og mærkes det anderledes – psykisk altså. Du har nemlig forinden, besluttet du ikke gider. I og med du tænker negativt om træningspasset og dyrker det forstærkes det blot. Følelsen af at du virkelig ikke gider. Du sender negative vibrationer ud i atmosfæren. Se det som en telefonlinje eller en radio, som sender negative vibrationer ud. Det bliver en kæde som oftest avler negative ting.

Forstil dig så at du så kommer ud på det her træningspas, som du slet ikke ville. Du gennemfører passet med en vis modvilje. Selvdisciplinen vandt denne gang. Du står efter træningen med en øv følelse, fordi det ikke blev helt som du ville. Du holdte jo ikke træningen til punkt og prikke. “Øv for fanden, hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen og slukke for mine tanker?”. Du går op i lejligheden og surmuler videre. Bander måske lidt og skælder lidt ud på kæresten. Alt sammen fordi det ikke gik som planlagt. Dit hoved var jo ikke med og du formåede ikke at lukke af for det. Lad mig sige en ting. DET ER HELT OKAY. Du vidste ikke bedre.

Hvad kan du gøre næste gang?

Jeg har selv erfaret, at hvis jeg tænker negativt eller taler negativt om andre, så fortsætter det ligesom i et loop. Et ondt loop. Herre gud ja jeg kan da også slå min tå og bande og blive gal. MEN jeg lader det ikke gå udover resten af min dag. I stedet bemærker jeg øv følelsen og lader den passere. Jeg har alligevel ikke noget, at bruge den følelse til. Hvis jeg får negative tanker op omkring en træning, så bemærker jeg den, siger “hej” til den og lige så hurtig farvel igen. Jeg kan ikke bruge den til noget. I stedet siger jeg til mig selv: “Ej, hvor er jeg privilegeret over, at jeg fysisk er i stand til at træne”. Hvor er det skønt at jeg egentlig ikke har andre væsentlige ting at bekymre mig over – og er et privilegium som at træne egentlig noget at gå og være negativ over?” SVARET ER NEJ. Prøv det af en dag… tænk positive tanker og se hvordan din dag ender.

Hvad jeg personligt har gjort

For at gøre min egen hverdag og livet positivt, så har jeg sat små post its op i skabene og på spejlene i lejligheden. Små sedler med positive bekræftelser til mig selv. Så jeg hele tiden bliver mindet om positive ting. Fx har jeg lige når jeg kommer ind sat en seddel hvor der står “Smil fra leveren”. De fleste tænker sikkert what? Smil fra leveren? Det er også helt okay at tænke det. Men det minder mig om at smile lidt ekstra og samtidig minder det mig om, som det første at give Jonas et stort kram og spørge hvordan hans dag har været 🙂

Adios for nu…