Rejseguide til 48 timer i Barcelona

Jonas og jeg tog en lille getaway til Barcelona for nogle uger siden og ej hvor var det tiltrængt og lækkert. Hvis du endnu ikke har besøgt Barcelona, kan jeg kun anbefale dig at tage afsted. Det er en fantastisk storby med både strand, palmer, shopping og rig mulighed for at være kulturel også.

Transport

Vi fløj med Easyjet fra København til Barcelona. Flyveturen var omkring 3,5 time og det gik egentlig rigtig hurtigt. Vi gav lige omkring 950kr tur/retur for os begge. Vi landede i terminal 2, hvor der går busser direkte indtil Barcelonas centrum. Toget går ligeledes indtil centrum. Det tog ca. en halv time med offentlig transport indtil Ramblaen, hvor vi skulle bo. Den offentlige transport er let at benytte i Barcelona og priserne er også ganske fornuftige. Jeg mener, at jeg gav 6 euro for både Jonas og jeg i toget. Lufthavnen er ca. 16 km væk fra centrum af Barcelona.

Da vi skulle hjem igen om søndagen tog vi Cabify. Det er lidt som uber var i Danmark. Og det fungerede SÅ godt. Jeg bestilte dagen før og angav adresse, hvor vi skulle hen og hvad tid. Vi gav 23 euro fra centrum af Barcelona til lufthavnen og det tog ingen tid. Klart at anbefale. Du kan downloade deres app på forhånd hjemmefra.

Hotel

Vi valgte at prioritere at bo inde i centrum af Barcelona, så vi var i gå afstand til det meste. I og med vi vidste at vi ville komme til at bruge det meste af tiden udenfor hotel værelset, så kiggede vi efter et budget venlig hotel. Vi endte med Hotel Ciutat de Barcelona som ligger tæt på både Ramblaen og i det gotiske kvarter. Vi gav 1195kr for to overnatninger for to personer. Hotellet havde en lille pool oppe på taget og der var alt, hvad vi skulle bruge til de to dage. Vi bestilte gennem booking.com.

Aftensmad

Barcelona har så mange fantastiske spisesteder efter min mening, men jeg vil prøve på at komme med et bud på hvilke der er must visit.

Den første er Sensi Tapas Gourmet. Det er anden gang at jeg besøger den restaurant og jeg er på intet tidspunkt blevet skuffet. Maden, vinen og atmosfæren er helt perfekt. Vi bestilte en tuntartar, en pumpin salat, Iberian ham og en bøf med whiskey sovs og noget græskar lignende pure. Derudover kom der noget brød. Det hele var tildeling og vi blev godt mætte begge to. Der til fik vi et glas rødvin. Vi gav lige omkring 400kr for to personer, hvilket jeg vil sige er en ganske fair pris. Husk at bestil tid hjemmefra.

Tuntartar
Pumpkin salat

Den anden er Honest Green. Wauw noget lækkert mad. Honest Green er flere steder i Barcelona og klart en must visit. De har de lækreste sweet potatoes og salater. Derudover har de refill saft med alle mulige forskellige smage. Selve restauranten er super cozy og der er virkelig gået op i indretningen. Der var en del kø da vi ankom ved 20.30 tiden, men Jonas var hurtig til at spotte at de har en app, hvor igennem man kan bestille sin mad og samtidig spare penge. Ren win win.

Frokost

Desværre nåede jeg ikke omkring Surfhouse denne gang, men ikke desto mindre skal stedet nævnes. Sidste gang jeg besøgte Barcelona nåede jeg, at spise her 3 gange. Jeg elsker stedet – særligt om sommeren, hvor man sidder på stranden og spiser sin frokost. Maden består af lækre salater, farverige bowls og smoothies, burgere, wraps og der er både noget for kødspiseren og vegetaren. Det jeg godt kan lide ved Surfhouse er hele atmosfæren. Du kan sidde og spille kortspil og chille på stranden, du kan leje et paddleboard og samtidig få lækkert mad. Der er lidt California vibe over stedet.

Den næste er både brunch og frokost i en. Brunch&cake. Wauw noget lækkert mad. Klart en anbefaling. Og lad dig ikke skræmme af køen udenfor. Det går super hurtigt med at få maden serveret og det er i øvrigt lidt ventetid værd. Der er lidt Bali vibe over maden og hvis du er til farverig mad er det klart stedet for dig. Der er morgenmad bowls, burritos, friskpresset juice, avocado toast og super lækre pandekager. Prisen er ikke i den billige ende, men maden er som sagt det værd.

Pandekager med nutella

Den her kan både være brunch, frokost og aftensmad – Flax and Kale. Stedet findes flere steder i Barcelona og det smager forrygende. Jeg fik en kul burger og smoothie. De har salater, avocado toast, burgere, wraps – alt er farverigt og på ingen måder kedelig i hverken udseende eller smag. Der er både til vegetaren, veganeren og fiskeelskeren.

Snacks

Lige skråt overfor vores hotel lå Demasié . De har de lækreste cinnamon rolls, som også findes i en vegansk udgave. Derudover har de også de lækreste cookies. De er store, sprøde og virkelig anbefalingsværdige. Jonas fik en lun cinnamon roll og jeg købte en cookie med smarties i. Udvalget er virkelig stort og det er svært at bestemme sig for, hvilken cookie eller cinnamon man skal gå med.

Den her vil nogen måske ikke kalde for en snack, men nærmere et helt måltid. Las Fritas findes flere steder i Barcelona og hvis du støder på en af dem, synes jeg du skal prøve deres populære fritter med topping. Du får en bunke pomfritter i et stort kræmmerhus med det fyld oven på, som du selv vælger. Der er både chilli con carne, yoghurt, ketchup, chili og alt muligt andet. Jeg mener, at du kan vælge mellem 5-6 topping. Prisen var omtrent de 5 euro mener jeg. Og det er altså et stort måltid man får – det ville række til en frokost på farten.

Fritter med chili con carne

Must see

La Sagrada Familia er i min optik en must see. En fantastisk kirke fra 1882 som endnu ikke er færdigbygget. Gaudi begyndte på værket i sin tid og efterlod sig en skitse til, hvordan kirken skulle være som færdigbygget. Kirken er på UNESCOS Verdensarvsliste og placeret midt i Barcelona. Du kan på forhånd købe din billet, fast track, gennem Getyourguide til 235kr pr. person. Husk høretelefoner til turen og download La Sagrada Familia appen, hvorefter du vil blive ført rundt i kirken gennem en lydoptagelse. Vi brugte lidt over en time inde i Kirken.

Cable cars – teleféric de Montjuïc – her kan du få en fantastisk udsigt udover Barcelona by. Man kan vælge at køre kun en vej, op til borgen, og så selv gå derfra eller køre begge veje. Vi valgte at stå af oppe ved borgen og nyde udsigten og gå lidt rundt for derefter at tage en cable car tilbage igen. Den kan være lidt tricky, hvis du er højdeskræk, men jeg vil næsten sige at udsigten er det værd. Vi købte bare billetterne, da vi kom frem.

Gaudís bygninger rundt omkring i Barcelona er også et must see. De skiller sig en del ud fra de resterende bygninger i Barcelona og stilen er en anden. Vi så Casa Milá og Casa Batlló. De ligger tæt på Ramblaen og er nærmest kun 200 meter væk fra hinanden. Om aftenen kommer der lys på bygningerne og det gør det bare endnu mere magisk.

Park Güell kan man næsten ikke komme udenom. Og hvis du har set reklamer for Barcelona har du med garanti også set den ikoniske park. Udsigten her fra er magisk. Du kan se hele byen. Det er også et super hyggeligt sted til en medbragt frokost. Du kan købe billet gennem Getyourguide til 96kr.

Det gotiske kvarter – der er bare noget charmerende over området. Små snævre gader, små altaner overfyldt med grønne planter og en helt fantastisk stemning. Selve byggestilen er gammel og original. Jeg elsker den gamle del af Barcelona, den kan altså bare noget. Jeg vil klart anbefale dig en slentetur gennem gaderne. Mærk stemningen, snup en snack med på vejen.

Ramblaen– det er Barcelonas mest kendte gade som er 1,2 km lang. Omgivet er en masse små shops og butikker.

Barcelona strand – Det fantastiske er at Barcelona ligger lige ved vandet og stranden. Så du kan snuppe en dag ved stranden på et tæppe og nyde udsigten og roen. Vi startede med at løbe en lang løbetur langs strand promenaden om lørdagen og nød udsigten. Vi løb op forbi Triumpf buen på løbeturen og det var egentlig nok lige kort at se den.

Triumpf buen

La Boqueria – madmarked. En kæmpe oase af mad i alle mulige afskygninger. Frisk frugt, smoothies, nødder, spanske delikatesser, frisk fisk og alt hvad hjertet hvad begærer. Klart et besøg værd.

Jeg har i det ovenstående linket til alle spisestederne, så du kan egentlig bare trykke på fx “Surfhouse” og så kommer du direkte videre til deres instagram eller hjemmeside 🙂

Der er endnu mere at se i Barcelona og man kan sagtens bruge en hel uge i byen. Jeg håber, at du kunne bruge min lille mini rejseguide og nyder Barcelona 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...