Guide til 48 timer i London

Står du og skal til London og er du i tvivl om, hvordan du udnytter tiden allerbedst? Ved du hvor du skal spise og hvilke attraktioner du skal se? I tvivl? Så læs med og hør hvordan Sara og jeg brugte vores 48 timer i London 🙂

Hvor skal man bo?

London er en stor by og overnatningsmulighederne er mange. Du kan vælge mellem hoteller i alle mulige prisklasser, at bo midt i centrum eller udenfor byen og så i stedet benytte dig af undergrunden til at komme frem og tilbage. Sara og jeg valgte selv at booke et værelse gennem AirBnb et øjekast fra London Eye. Der var et fælleskøkken og bad og eget værelse med lås på. Vi havde på forhånd gjort op med os selv, at overnatning ikke var det vi ville bruge flest penge på. Med et køkken kunne vi samtidig handle indtil yoghurt, frugt og müesli til vores morgenmad. Det fungerede faktisk rigtig godt. Personligt vil jeg anbefale at bo tæt på London Eye, Hyde Park, Oxford street. Det er i gå afstand til alt og man oplever virkelig meget fint, når man vælger at gå rundt fremfor at benytte undergrunden. Fx kom Sara og jeg igennem en graffiti tunnel helt tilfældelig.

Transport

Der er et væld af røde busser i London. Hvor end du kigger hen, så kommer der næsten med garanti en af de ikoniske røde busser kørende. Derudover er der også hop off/on busser, som også kører dig rundt i Londons gader. Undergrunden (metro) fungerer virkelig godt. Der er mange stationer og metroen kører nærmest hele tiden. Dog er det en anelse dyrt at benytte sig af offentlig transport fra gang til gang, så i stedet vil jeg anbefale dig at købe et Visitor Oyster Card. Det er omtrent 50% billigere med det kort og jeg mener faktisk ikke, at det udløber.

Fra Stansted Lufthavn til London tog vi toget, Stansted Express, ind til London Liverpool Street og derfra gik vi. Du kan også med fordel tage bussen National Express, som er en anelse billigere end toget. Du kan købe billetter hjemmefra her til bussen og her til toget. Det kan godt betale sig, at købe en returbillet.

Jeg vil ikke anbefale at tage en almindelig sort taxa. De er virkelig dyre, men på den anden side er det faktisk fair med den uddannelse chaufførerne skal igennem inden de må køre dem. Vidste I at et af kravene er at chaufførerne kan alle gader udenad i London? Hvis du ikke vil benytte dig af den almindelige offentlige transport, så findes der også appen “Bolt”. Der er billigere og det fungerer ligesom da vi havde Uber i Danmark i sin tid.

Mad

Der er et hav af madsteder i London. Det kan virkelig være en jungle at finde ud af, hvad der er godt og ikke godt. Jeg plejer altid at researche på maden hjemmefra, så jeg undgår de klassiske turistfælder. Livet er simpelthen for kort til dårlig mad 🙂 Typisk plejer jeg at google på, hvad andre har af erfaringer med madsteder og dernæst slå dem op på instagram for at se billeder af maden og menukortet.

Itsu – en asiatisk inspireret restaurant/takeaway sted. Her spiste vi første dag til frokost. Sara gik med sushi og jeg tog en salat med ris og kylling. Vi delte en omgang varme dumplings. Der var også varme nudel og risretter, som man kunne vælge imellem. Det smagte dejligt og Saras vurdering af sushien var også, at den faktisk smagte godt og friskt. Priserne er også helt fair. Vi endte hver især med omkring 130kr for en sodavand hver og maden. Taget i betragtning af at London er en forholdsvis dyr by så er det en okay pris. Itsu ligger i øvrigt rigtig mange steder rundt i byen og du kan næsten ikke undgå dem. Stedet virker rigtig populært blandt englænderne.

Shoryu – en japansk inspireret restaurant med speciale i Ramen. Her spiste vi aftensmad den ene af aftnerne. Det var også her jeg prøvede min første Ramen. Vi fik begge en Ramen og Sara fik en af deres lækre Buns (Baos på dansk). Det smagte virkelig virkelig dejligt! Der var mange mennesker og jeg vil anbefale at man booker et bord til om aftenen. Her kom vi af med 390kr ish for to personer inklusiv drikkevarer og servering tax på 12,5%.

Farm Girl – en australsk restaurant som ligger ved bl.a. SoHo og Nottinghill og det berømte Portobelloroad Market. Stedet serverer lækre avocadomadder, acaibowls, farverige salater, et hav af bowls og pandekager der er til at dø for. Steder går meget op i det skal være grønt, farverigt og healthy. Bestemt et besøg værd. Priserne er en anelse i den dyrere ende, men igen så er vi også i London, som jo ikke er en billig storby at være i. Prisen på pandekagerne alene er omkring 120kr.

Street food ved Portobello Market – her er der alt slags mad. De lækreste falafelruller, frisk frugt, burgere, indisk mad, mad på spyd, pandekager, varme spanskrør, kæmpe pølser med brød (herhjemme ville vi kalde det en ristet med det hele, men derovre var der bare 3 gange størrelse). Her er vitterligt noget for alle. Det ligger et godt stykke oppe af Portobelloroad, så væben dig med tålmodighed.

De steder der er på min ” want to eat there” liste – jeg ville virkelig gerne prøve Avobarlondon. Alt er med avocado. Halve avocadoer med fyld, avocadoer på ristet brød.. bare avocado på alt. MUMS! Derudover stod Flat Iron også på min liste. Men de steder må jeg besøge næste gang. Så er der en god grund til snart at bestille en billet til London igen 🙂

Hvad skal man se i London?

Der er de helt klassiske “must see” ting synes jeg, som også er de ting ( på nær musical) vi nåede på vores 48 timer. Efter min mening er det følgende:

  1. Buckingham Place
  2. London Eye
  3. Big Ben
  4. Hyde Park
  5. Nottinghill + Portobello Market
  6. Oxford Street
  7. Musical
  8. Tower Bridge

London Eye kan du med fordel booke billet til hjemmefra via “Getyourguide”. Det koster 213kr med en fast track billet og turen tager omtrent en halv time. Det kan altså sagtens betale sig, at skippe den lange kø. Der er i øvrigt 24 timers gratis afbestilling på “Getyourguide”.

Hvis der er en bestemt musical du gerne vil se, så anbefaler jeg dig på det kraftigste at booke hjemmefra. Priserne er faktisk helt fair. Du kan få billetter helt ned til 200-300kr. Sara og jeg fik desværre ikke set en i denne omgang, da vi ikke havde booket hjemmefra.

I forhold til parker så har London virkelig mange lækre parker og generelt store grønne områder. De fleste har en del egern som er utrolig nysgerrige på mennesker, men det gør det bare en tand mere hyggeligt.

Andre ting man også kan se

Madame Tussauds, Harry Potter udstilling, British Museum og Skygarden.

Shopping i London

Man kan købe sig fattig i London. Av min arm der er mange lækre butikker og storcentre. Tag en tur på Oxfordstreet og i Harods. Det vil du ikke fortryde. Derudover er der mange butikker ind af sidegaderne, som hver især rummer deres eget præg. Der er også mange Vintage butikker i London, særligt oppe ved Portobello Market fandt vi en hel del Vintagemarkeder. Primark pryder også gadebilledet – hvis du endnu ikke har oplevet en Primark, så synes jeg du skulle smutte derind og kigge.

Løb i storbyen som sightseeing

Hvis du som jeg også godt kan lide at starte dagen med en løbetur, så kan jeg virkelig anbefale at løbe en tur i Londons gader og parker. Hvis du ikke er stedskendt og ikke er født med et indre kompas, så kan du via dit garmin ur faktisk gå ind og finde nogle allerede lavede ruter og bare følge dem. Læs min guide her til hvordan du gør.

Regler i forbindelse med COVID-19

Hvis du er færdigvaccineret, så behøver du ikke nogen test inden. Reglerne er lige blevet lavet om her 4. oktober 2021. Til gengæld skal du have bestilt en test til 2 dagen. Aktuelt er den ret så dyr, hvis du skal have taget den inde i London by, derfor bestilte jeg en selv test via Expert Medicals til 245kr. Den blev leveret til AirBnb stedet og det tog kun to dage fra jeg bestilte til den kom. Virkelig let. Du skal bruge nummeret, som du får fra booking af testen til local form, altså de papirer du skal udfylde for at kunne komme ind i landet. I London er det virkelig 50/50 om folk bruger mundbind. Vi spurgte derovre, om man ikke skulle bære det i butikker m.m, men det er åbenbart ikke et krav, men op til hver især.

Husk!

Gode gåsko og adapter.

Det var en ganske kort guide, men måske det har givet dig lidt inspiration til din kommende London tur 🙂 Adios for nu.

2 Kommentarer on “Guide til 48 timer i London

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...