I dag handler det om indendørs træning på cyklen. Der kommer lidt fifs til valg af hometrainer og hvad der ellers er relevant at vide for at kunne komme i gang derhjemme. Særligt hvis det med at cykle indenfor er nyt for dig.
Når det står ned i stænger udenfor, når det er koldt og vejene er glatte, så er det altså luksus at have en hometrainer (HT i daglig tale) hjemme i ens stue. Bevares det ville være federe at have et helt rum til sin hometrainer, men nu når man bor midt på Frederiksberg og samtidig gerne vil bo billigt, så er det et fint kompromis. Måske mest et kompromis for Jonas der skal se på mine cykler hver evig eneste dag i stue og soveværelse. Hans løbesko fylder trods alt en anelse mindre end mine tre cykler (og 15 par løbepar). Well… det er vel livet med en der dyrker triatlon. Han brokker sig faktisk utroligt lidt over det – kun når han går ind i en af cyklerne og slår sig lidt. I tænker måske stakkels mand, men altså vi ved jo alle at de cykler på ingen måder kan stå andre steder. De er en del af mig og følger med i pakken. Kirstine pakken 🙂

Hvorfor investere i en hometrainer?
Jeg investerede selv i en hometrainer sidste sommer. Og det gjorde jeg af den primære grund, at jeg hader at cykle i regnvejr. En ting er en lille tur til og fra arbejde, men når vi først kommer op på plus 2 timer udenfor i regn, så står jeg af. Jeg gider det simpelthen ikke. Jeg er overbevidst om, at jeg er født i det forkerte land. Spanien er meget mere mig. Behagelige temperaturer, mindre regn. Måske man skulle flytte? Den må overvejes.
Med en hometrainer er du ikke afhængig af vejr, vind og andre trafikanter. Du kan lave dine intervaller mere præcist og virkelig maxe ud, uden at skulle tænke på andet end at du skal give alt, hvad du har i dig. Det er nemt at sidde i sin stue og kører sine træningspas ja, men til tider også udfordrende mentalt. Det er ikke helt “piece of cake” altid. Men den mentale del kommer vi til senere. Udover ovenstående så er en væsentlig faktor også, at solen forsvinder ret tidligt i vinterhalvåret i Danmark. Det gør at det kan være svært, at nå sine cykelpas i hverdagene med et fuldtidsjob fra 8-16. Så er ens cykeltid primært reserveret til weekenderne og det går bare ikke helt når man træner op imod noget specifikt. Cykeldelen på den fulde distance indenfor triatlon er trods alt 180km og det kræver selvsagt at man investerer noget tid i cykeldelen. Med en hometrainer er der ingen begrænsninger.
Hvilken hometrainer skal jeg købe?
Du kan få mange forskellige hometrainers og i mange forskellige prisklasser. De kan fås fra et par tusinde og op efter. Det er virkelig et helt marked for sig selv.
Da jeg selv skulle købe min hometrainer spurgte jeg rundt på instagram for at høre, hvad andre havde erfaring med. Jeg fik b.la. rådet om at jeg godt kunne nøjes med en billigere hometrainer, når jeg nu alligevel ikke kunne træde så mange watt. Slash! Tak for den. Det gav lige et hak i selvtilliden. Anyway… det valgte jeg let og elegant at overhøre. Jeg er generelt mest tilhænger af at købe tingene én gang og ikke skulle bytte det ud efter et halvt år. Så jeg undersøgte de forskellige modeller, hvad de kunne klare watt mæssigt og i forhold til stigning. Et af mine krav til en hometrainer var at det skulle føles virkeligt – som at køre på landevejen. Det skulle føles realistisk og samtidig skulle den være så lydløs som muligt. Så derfor faldt mit valg på en hometrainer fra Tacx i modellen neo. Den har det man kalder for “direct mount“, som er med til at gøre den støjsvag. “Direct mount” er egentlig bare, at du kan tage bagdækket af og sætte den direkte på kassetten. Derudover har den ANT+ og bluetooth og jeg kan koble den direkte op til min ipad og zwift.
Men inden du skal ud og købe din første hometrainer vil jeg anbefale, at du gør følgende op med dig selv:
- Hvor meget du forventer at bruge den?
- Hvad dit mål med det er? Hvad vil du med din træning?
- Er det en erstatning for spinningstimerne i det lokale fitness i ny og næ?
- Gider du bruge tid på at installere den og sætte den op til zwift fx?
- Kommer du hurtig til at kede dig ved at cykle indenfor?

Hvilket mærke skal jeg gå efter?
Jeg er ikke en prof, langt fra, men jeg vil alligevel komme med en anbefaling. Da jeg selv researchede efter en hometrainer, så fik jeg hurtigt droslet mit valg ned til at stå mellem Wahoo eller Tacx. Egentlig primært fordi de begge havde, hvad jeg gik efter – nemlig realistisk cykeloplevelse, god stigning ( over 20%), støjsvage og et godt watt output. Derudover kunne begge bruges til zwift og anmeldelserne fra andre var heller ikke dårlige.
Den mentale del af at sidde på en hometrainer
Det kan være drønkedeligt at sidde i ens stue og ingen vegne komme. Du sidder helt stationært og der er ikke samme bevægelse i cyklen, som hvis du var udenfor. Det er hårdt for kroppen. Du padler derud af, men kommer fysisk ingen steder. Sveden hager af dig og hvis du er (u)heldig svier det i dine øjne. Luften er tæt og du sidder samme sted, som du senere skal sidde og slappe af. Det kan være demotiverende. MEN så kommer der plusserne. Med zwift kan du faktisk få følelsen af at køre i London, et sted i Frankrig eller bestige et bjerg. Du kan mærke stigningerne, se dem og se andre der også racer og tilmed skrive med dem i chatten (hvis overskuddet er der). Derudover slipper du for punkteringer og have alt dit grej med. Du har altid mad og drikke i nærheden, men bagerstoppet mangler selvfølgelig 🙂

Personligt elsker jeg både mine intervaller på hometraineren og at komme ud og få vind på næsen. Det er to forskellige ting for mig. Det kan noget begge dele. Jeg føler, at udenfor er jeg en fri fugl. Det er bare cyklen og jeg og tiden flyver afsted. Jeg nyder at komme ud og blive “luftet”. Det er også ude på landevejene, at jeg får en feeling med bakker, sving, andre trafikanter og cyklen. Feeling med andre trafikanter på både godt og ondt. Jeg har flere gange været tæt på at blive bagkørt af billister – særligt oppe i Nordsjælland. På trods af jeg har lagt helt inde i siden, hvor jeg skulle. Selvom Continental igennem deres kampagne #sharetheroad har sat fokus på kampen mellem billister og cyklister, kan det stadig mærkes, at man ikke er vellidt blandt alle billister. Der skal være plads til os alle på vejene. Både løbere, billister og cyklister. Det skal være trygt for os alle at færdes ude på vejene. Jeg føler mig primært tryg ude på vejene, men jeg må indrømme mit hjerte har siddet helt oppe i halsen af frygt på nogle af mine turer. Jeg overvejer kraftigt at anskaffe mig en Garmin Radar, som giver besked om bagfra kørende køretøjer på ens cykelcomputer. Sikkerhed fremfor alt og lige et ekstra slag for #sharetheroad. Endnu et af mine sidespor. Tilbage til hometraineren som i dag jo handler om.
Hvad er ellers vigtigt at huske?
Vand! Vand og vand. Når du sidder indenfor sveder du virkelig også meget. Jeg drikker som minimum en liter carborace i timen, når jeg sidder indenfor og det er lige før jeg tror, at jeg får det svedt ud. Husk din præstationsevne også daler, hvis din væskebalance ikke er okay. Derudover så husk salt og en god blæser der kan køle dig lidt ned. Og sidst men ikke mindst! Husk et underlag under din cykel. Den kan både fungere som støjdæmpende for din underbo og lige tage lidt af sveden. Jeg købte et fra tacx så det matchede hometraineren – men det er selvfølgelig ikke nødvendigt at være så OCD agtig 😉
Det var lidt om valg af hometrainer og lidt tips her til. Næste gang vil jeg komme ind på hvilken app du skal vælge til de virtuelle races på hometraineren 🙂