Pulsur, pulsbælte og STRYD – hvad har du brug for til løb?

Er det nødvendigt at løbe med pulsur, pulsbælte og STRYD i skoene?

Som med alt andet kan vi snakke om at det er individuelt, hvad du har brug for af udstyr eller føler du har brug for. For at komme ud og løbe har du faktisk ikke brug for hverken pulsur, pulsbælte, stryd eller en app der kan måle, hvor langt du løber. Du skal bare tage et par løbesko på og løbe afsted. Med det samme du løber, sætter den ene fod foran den anden, så er du i min optik en løber. Hvis du ønsker at indsamle nogle data på dit løb, så kan det være en god ide at starte ud med en app på din telefon.

Apps til telefonen

Adidas runners har jeg selv brugt og før det Endomondo, da den stadig eksisterede. Strava kan også bruges til at tracke dit løb. Diverse apps giver selvfølgelig ingen tal på din puls, kadence eller lignende, men den giver et lille indblik i tiden du bruger, pace (fart) og distancen. Et godt udgangspunkt og så kan du altid finde ud af, om det der løb er dig. Hvis du så bliver bidt af sporten, kan du altid anskaffe dig et pulsur. Jeg startede selv med Garmin vivoactive og er siden hen gået over til Garmin Forerunner 945, som er mere beregnet til triatlon. Du kan se al min træning på strava. Ellers næsten alt – jeg er den type der ikke tracker min styrketræning og løb på løbebånd derinde.

Fordele ved et pulsure

De fleste pulsure har indbygget GPS, så du kan se hvor du løber og det er som regel ret præcist med distancen. Et pulsur kan måle din puls og den kan du bruge til at løbe ud fra. Tommelfingerreglen er at kun 20% af dit løb må være hårdt. De resterende 80 % skal gerne være i din zone 2. Det jeg selv bruger mit ur til primært er:

  • Løbekandence – her er vi interesseret i at have en kadence på over 175 for at mindske skader. Jo større skridt, jo mere lander du også foran dig selv og belaster dine knæ i højere grad. (kræver pulsbælte)
  • Vo2 max – den maksimale optagelse af ilt pr. kg. kropsvægt ved maksimal performance. Den opdateres løbende og du kan derfor også holde øje med din udvikling. 
  • Restitutionsanbefaling efter løbepas – en anbefalet restitutionstid, der fortæller, hvor lang tid der bør gå, før et træningspas igen bør gennemføres.
  • Pace & puls. Så jeg kan se hvilke zoner jeg ligger i. 
  • Med løbeholdet bruger jeg min GPS flittigt, fordi jeg laver ruter forinden og jeg mangler stedsans, så GPS’en fortæller hvor vi skal løbe hen. Du kan faktisk bare gå ind i din Garmin app på telefonen og “opret bane” og selv lave din rute eller få appen til at lave en automatisk ud fra i hvilken retning du vil løbe og hvor langt. Dernæst kan du “sende” den til din telefon og du kan så hente den derfra.

Så for at opsummere så vil jeg virkelig anbefale et pulsur/løbeur, så du kan nørde din træning lidt mere. For mig som træner er det også lettere at kunne følge med i træningen, hårdheds niveau osv. og derved hjælpe på bedst mulig måde.

Fordele ved pulsbælte

Personligt bruger jeg altid et pulsbælte til løb og cykling for at få de mest præcise målinger, særligt under intervallerne. Min oplevelse er at måleren i håndleddet ikke reagerer hurtigt nok i forhold til ændringer ved intervallerne. Særligt ikke ved små korte spurter. Derudover kan du med pulsbælte se din kadence, den tid du er i kontkakt med jorden og vertikale udsving. Så fordelene ved pulsbælte er et mere reelt billede af din puls, pulszonerne og måling af din kadence.

Eksempel på et af mine træningspas, hvor pulszonerne ses

STRYD

Hvad er nu STRYD tænker du måske? Jeg har selv tænkt det samme og ejer heller ikke selv en. Lad mig kort fortælle, hvad STRYD er. STRYD er en lille wattmåler, som du sætter på dine løbesko. Den beregner ret præcist, hvilke watt du løber med. Den måler den kraft man løber med i alle tempo og giver et billede af en løbers effektivitet helt ned i mindste detalje. Så altså man kan sige, at STRYD er en anelse mere nørdet og hvis man virkelig gerne vil gå i deltaljen og se hvor man kan forberede sig.

En af de mest væsentlige fordele, som jeg kan læse mig frem til at STRYD har, er at wattmåleren reagerer hurtigt og at du nemmere kan styre din træningsintensitet, særligt på de korte intervaller. Samtidig kan man nemt beregne hvilket watt tal du skal løbe med på en 10km for at ramme fx 36 min. STRYD virker til at være et rigtig godt redskab, hvis du vil gå helt ned i detaljen. Hvis du vil nørde det noget mere, så kan jeg kun anbefale dig at hoppe forbi Claus Hechmanns hjemmeside. Han gør sig en del i STRYD og diverse andre målinger.

Er du i tvivl om du bør købe pulsur, pulsbælte eller STRYD?

Hvis du er i tvivl så vent. Lad sporten vokse på dig og mærk efter hvor du er henne af. Der er altså også noget charmerende ved at starte fra bunden og langsomt lade sporten vokse på en. På en måde er det ærgerligt at starte som nybegynder med alt det fedeste grej og alt udstyr, som man kunne tænke sig til. Ærgerligt fordi så kan du ikke opgradere løbende i takt med, at du lærer mere om sporten og selv bliver en bedre og bedre løber. I min optik må det gerne følges lidt ad. Men det er en smagssag. Gør hvad der føles rigtig for dig.

KH K

2 Kommentarer on “Pulsur, pulsbælte og STRYD – hvad har du brug for til løb?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...