Begyndelser kan virkelig være spændende, berigende og udviklende, men samtidig også frustrerende, nederlagsagtige og svære. Alt har sin begyndelse og jeg tænker, at det er helt normalt at man ikke er verdens mester til noget fra dag 1. Det tager tid.

Nogen har selvfølgelig et talent indenfor noget – det har du og jeg sikkert også. Måske har du fundet dit eller også finder du det på et andet tidspunkt. Hvem ved 🙂

Vi udvikler os i takt med processen og kan let komme til at glemme, hvad der kunne være svært i starten. Hvad der var svært i starten føles måske som en leg nu. Og det er det smukke – vi udvikler os. Vi lærer og vi bliver bedre.

Hvis vi kigger på nogle af de professionelle løbere såsom Thijs Nijhuis eller Stewart McSweyn, så ser løb jo fantastisk let ud. De kan løbe. Både hurtigt og langt uden tilsyneladende at få skader. Jeg ville aldrig kunne nå op på deres niveau og hvis jeg på nuværende tidspunkt prøvede at løbe de distancer som de gør, så ville jeg med garanti få en skade. Ganske enkelt fordi min krop ikke er trænet op til det. Det tager tid at opbygge sådan en form. Men de er også begge startet et sted – ved begyndelsen.

Uden at vide det så vil jeg næsten vædde min gamle hat (sådan en har jeg ikke), på at deres første 5 km også var ulidelig. Min pointe er, at når vi kigger på andre der har været i gamet i længere tid end os selv, så giver det jo god mening at deres form og niveau er bedre end vores egen. De har været igennem de ting, som du måske skal til og igennem. De har erfaret hvad deres krop kan holde til og ikke holde til. De har gjort sig deres egne erfaringer. De erfaringer du er ved at få selv.  

At få løb til at se let ud

Jeg kan huske, at en træner på et tidspunkt sagde til mig at jeg løb let. Han sagde det netop efter 5 x 300 meters spurt, hvor jeg løb runderne i 3:50. LET? Gentag lige det igen, alt imens jeg samler mine lunger op fra jorden.

Det han mente var at min løbestil var let. Jeg svævede hen over jorden. Jeg fik det til at se let ud at løbe. Det var det overhovedet ikke! Skindet kan bedrage kan vi vel nok konkludere. Løb er hårdt synes jeg. Jeg elsker løb og samtidig hader jeg det. Et ægte had/kærligheds forhold om man vil. Min pointe er at selvom tingene virker lette for andre, så er det ikke sikkert det er og alle har stået ved begyndelsen.

At stå med et punkteret dæk første gang

Første gang jeg stod med et punkteret dæk var på min fødselsdag 3 juni 2020. Jeg hader at blive fejret og går helst under radaren på min fødselsdag, sætter mobilen på flymode og lader som om det er en ganske almindelig dag. Hvilket det jo i øvrigt også er. Selvom jeg ikke gider fejres, så vil jeg dog heller ikke være helt alene på min fødselsdag. Den er lidt dobbelt kan I nok høre. Så jeg havde aftalt med Sara at hun kom til aftensmad og hyggede med mig. En lidt sen aftensmad fordi jeg skulle ud på det blå lyn inden 🙂

Jeg drønede hjem fra arbejde, tog cykeltøjet på, Co2 pumpen, slange, dækjern og hele molevitten ned i cykelblusen bagpå. Jeg var klar – ready to rumble. Da jeg så ville til og tjekke dækkene inden jeg kørte afsted, så jeg det værst tænkelige! Et fladt dæk. Hvordan kunne den være punkteret i mit soveværelse? I MIT SOVEVÆRELSE! Egentlig heldigt nok det ikke skete ude på landevejen, fordi jeg anede intet om at skifte slange. Som i jeg havde ingen skills what so ever. Jeg havde tænkt, at hvis jeg er dag punkterede på landevejen måtte jeg jo spørge en garvet cykelrytter om hjælp.

Hvad gjorde jeg så med det flade dæk?

Nå, men jeg havde travlt nu. Sara kom om 3 timer og jeg skulle lave aftensmad også. What to do? Jeg facetimede min bonusfar. Han måtte få mig igennem det. Da det var bagdækket, det drejede sig om måtte jeg først være sikker på, hvordan gearerne stod. Kæden skulle stå på den mindste tandrem og længst ude til højre. Fikset. Så skulle dækket jo af. Jeg løsnede fælgbremsen (der er en lille dims, du kan vippe op). Og så gik det galt. Jeg fattede ikke hvordan dækket kom af. Jeg var sur og tænkte, at jeg måtte bevare roen, lægge på med min bonusfar og selv forsøge. Intet virkede.

Jeg tog cyklen under armen og ned til stuelejligheden. Der boede nemlig en ung gut, som også cyklede. Jeg havde flere gange bemærket hans cykelsko udenfor døren. Han havde travlt, men kunne hurtig hjælpe mig. Jeg skulle løsne en dims i venstre side, holde fingeren i modsat side på højre og når den var løsnet kunne dækket komme af. YES! Jeg pillede lidt ved quick releaseren og jeg stod med det flade dæk i hånden. Så skulle jeg havde gang i dækjernet. På med facetime igen til min bonusfar. Han guidede mig og efter en halv time fange jeg fidsussen og fik det løsnet. Slangen kunne nu komme ud. Og så var jeg på bar bund igen. Jeg tog cyklen over armen (iført cykelbukser, strømper og sports bh) og traskede forbi bodegaen og de fulde mænd. Ingen der kunne hjælpe her – de kom kun med ubrugelige sjofle kommentarer. Hen til cykelmanden på hjørnet for at bede om hjælp. Jeg insisterede på, at jeg måtte se på, imens han skiftede slangen, fordi jeg ville lære det selv. Det ville han ikke. Jeg kunne sætte cyklen og komme tilbage. Ikke tale om! Nu var jeg blevet stædig – jeg ville selv. Og i øvrigt så havde jeg en stram tidsplan.

Tilbage igen med mig. Forbi de fulde mænd på bodegaen. Flere sjofle kommentarer. Irriterende de ikke bare kunne hjælpe i stedet for. Jaja.. men “smile and wave” passede meget godt her. Cyklen og dækket blev igen sat foran hoveddøren til lejligheden og jeg makkede videre. SÅ lykkedes det! Slangen kom ud, jeg mærkede efter hele vejen rundt i dækket efter små sten eller andet, der kunne have medført det flade dæk. Slangen var i, pumpet op og nu spillede det. Nu skulle dækket tilbage på! Hvordan fanden skulle det nu kunne lade sig gøre?

Sara kom og tiden var fløjet afsted

Dækket var ikke kommet på og jeg var ikke kommet ud på min cykeltur. Der var nu gået 2-3 timer med det flade dæk. Jeg var sur nu. Så sur jeg lagde mig på gulvet i lejligheden og græd af arrigskab. Lorte dæk! Sara hader cykler – som i virkelig. Hun går hellere rundt til alt og aner intet om cykler. Alligevel fik jeg hende til at hjælpe mig. Nu skulle den cykel bare spille!

Vi vendte cyklen på hovedet og pludselig var dækket på igen. FEDT! Jeg var glad igen. Lige indtil jeg fandt ud af der nu var noget galt med gearene. Min kammerat kom os til undsætning!

Han havde selv en racer og vidste noget om cykler. Han kiggede på den, rettede lidt. Dækket var vist ikke helt på alligevel. Hvad ved jeg? Gearene kunne han intet gøre ved. Argh pis også. Jeg skulle bare have fået cykelmanden til at skifte den slange og have lært det på et andet tidspunkt. Irriterende. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke havde det der “jeg kan selv og vil selv” gen. Jeg opgav nu og var i øvrigt også sulten. Jeg stoppede for i dag.

Hvad skete der så?

Næste dag tog jeg det blå lyn under armen og vi gik sammen til Nørrebro. En gåtur på 5 km men vejret var godt og jeg havde en mission. Jeg havde gode erfaringer med en lille cykelhandler på Nørrebrogade, som jeg ville hen til. Da jeg langt om længe kom hen til stedet, så kunne jeg ikke finde det. Det gav ikke mening. Det var da her den plejede at ligge. Jeg var overbevidst om det. Hvis man har været på Nørrebro, så ved man også at det ikke ligefrem er fordi man skal lede længe efter en cykelhandler. Om end var det nu det jeg gjorde. Jeg ledte efter MIN cykelhandler. Ham den søde og rare mand, der altid gav den ekstra service, der gjorde man kom tilbage gang efter gang. Jeg gik til sidst ind i den butik, hvor cykelhandleren plejede at ligge, og spurgte om hvor butikken var blevet af.

Den var til min store skuffelse lukket. Hvad gjorde jeg så? Øv altså. Manden i butikken kunne anbefale sin fætter på den anden side af vejen. Jeg er virkelig blevet snydt af diverse cykelhandlere på Nørrebro og var skeptisk. Jeg spurgte flere gange om denne “fætter” nu også var reel og om han kunne stå inde for ham. Det endte med at han gik med mig over i butikken til hans fætter og bad ham om at hjælpe mig. Så langt så godt! Der kom to gutter ud og kiggede på cyklen. De snakkede internt på et andet sprog, som jeg ikke forstod. Jeg var nervøs. Nervøs for de ikke kunne lave min cykel.
For hvad gjorde jeg så? De skulle altså kunne hjælpe mig! Jeg bad indeni mig selv om at det nok skulle lykkes. No worries. Gutterne kom med en melding – de ville give det et forsøg. De tog det blå lyn med sig og arbejdede på ham. Det var som at stå udenfor en operationsstue og vente i spænding. Og ikke på en god måde. Sikke nogle følelser den cykel bragte med sig. Frustrationer, ængstelse og glæde.

Ventetid og dommen

Efter 15 min kom dommen. Ej, hvor var det nervepirrende at høre dommen. Havde jeg en fuldt funktionel cykel igen eller ej? Dommen var… drum drum drum (og lidt trommehvirvel) at de havde kunnet fikse det blå lyn! YES BABY! Så er vi flyvende igen. Fra nedtur til optur. Halleluja. Og så skulle der afregnes. Jeg var blevet advaret om prisen, men jeg var ligeglad. Det blå lyn skulle bare fikses, så jeg kunne cykle igen. Bevares jeg er ikke millionær, men det blå lyn var min ticket ud i naturen. Så der var ingen tvivl om den regning bare skulle betales.

Fætteren spurgte om min far ikke også cyklede og plejede at komme i butikken. Jeg svarede at det gjorde han da selvfølgelig, på trods af at min far er ejer af de tyndeste ben på jorden og ikke ejer en cykel. Dont judge me! Jeg er ikke tilhænger af løgne – slet ikke. Men altså hvis det gav en rabat, so lets take it! OG det gjorde det.. 150kr for at få fikset det blå lyn. Jeg gav sku´ nogle drikkepenge – det var på sin plads. Det må da også veje lidt op i forhold til min lille løgn om min pappi ikke? 😉

Det var en lille fortælling fra min hverdag og en af de hundredvis af oplevelser, som det blå lyn og jeg har haft os. Det er næsten som et ægteskab vi har os det blå lyn og jeg – op og nedture. Vi hænger sammen efterhånden.

Hvad er pointen Kirstine?

Pointen bag dette opslag er, at fordi jeg nu kan finde ud af at skifte en slange, skifte dæk og har lært lidt mere om cykler, løb og svømning så er det ikke fordi, at jeg ikke også har fundet det svært i starten. Det er ikke sikkert, at du vil finde det svært at skifte en slange og at du lige fanger teknikken med crawl med det samme. Det kan også være, at du vil finde det svært. Men i så fald er du ikke alene. Det er bare oftest ikke “den side” som der bliver vist – den side hvor man ikke kan finde ud af tingene. Næste opslag må blive om, hvordan man fikser et fladt dæk trin for trin med billeder. Bare så du i hvert fald ikke ender i samme situation som mig rendende på gaden på Frederiksberg med pude på numsen og en flad cykel.

Det var bare det…. for denne gang.