Den professionelle Kirstine og “bare Kirstine”

Dagens indlæg kommer til at handle om det med at skulle møde op første gang i en klub eller til en træning på alene hånd. Jeg husker tydeligt min første gang i KTK86 og hvor mange nerver jeg havde inden og undskyldninger for ikke at dukke op. Det var ikke svært at lave rundspørgen på Instagram om, hvilken triatlon klub folk kunne anbefale og svare på de henvendelser jeg fik. Jeg har intet problem med at skulle have kontakten til fremmede og nye mennesker over skrift, det er der ingen udfordringer ved. Men så snart det handler om at skulle møde nye mennesker fysisk, så vil jeg gerne bakke ud. I hvert fald i de fleste situationer. På arbejdet har jeg ingen problemer med at møde nye mennesker og tage rollen som mødeleder fx. Der har jeg en professionel kasket på og der er jeg hende der skal være talerør for dem, der har brug for min hjælp. Jeg glemmer lidt mig og mine behov for en stund, fordi min opgave er at hjælpe andre og høre hvad deres behov er. Jeg er den professionelle Kirstine. Og i sådan nogle situationer nytter det ikke noget, at jeg kommer som en forsigtig og tilbageholdende mus – det får patienter ikke gavn af på nogen måder. Der er den kasket og så er der den gamle ”jeg går på dates” kasket. Af en eller anden mærkelig grund har jeg heller aldrig været utryg eller ukomfortabel med at skulle gå på dates. Jo, dates der involverer mad! Bare alene frygten for man sidder med noget mellem tænderne eller spilder ned af sig selv. Det ville være for pinligt for mit ego! På en date var jeg modsat den professionelle Kirstine, bare Kirstine. Bare mig som jeg nu var. Og der har jeg altid været sådan lidt ”take it or leave it”. Jeg har aldrig brudt mig om at sætte en facade op eller dulle mig selv helt vildt op på grund af en date. Jeg vil langt hellere at en date, så mig som den jeg var. Og hvis daten ikke var til den Kirstine, jamen så var det bare sådan. En afvisning er selvfølgelig aldrig sjov, men altså hellere en afvisning i starten end at man spilder hinandens tid. Facader og at blive holdt hen er et kæmpe ”no go” i min optik.

Men hvorfor var det så ikke svært at skulle date, når træningen var?

Det kan jeg faktisk lynhurtigt svare på. Ganske enkelt fordi jeg ikke synes, at man kan være forkert eller gøre det forkert på en date. Man er som man er og thats life. Er det et match så er det et match og hvis ikke så er det sådan. Fair and square. Derudover synes jeg faktisk dates (inden Jonas altså!) er sjove og ofte berigende. Berigende på den måde at jeg faktisk har lært en masse brugbart, såsom hvad pace er, hørt det mest fantastiske musik, lært noget om cykler, livet og alt det der imellem. Og sikke mange forskellige og spændende mennesker man kan møde på de her dates. Det spændende er altid, hvordan folk er i virkeligheden. Skrift er en ting, virkeligheden en helt anden. Jeg har altid glædet mig enormt meget til første date og høre vedkommendes stemme for første gang. Sært måske, men ikke des du mindre forholdte det sig sådan. Som I måske kan ane, så var jeg ”miss tinder”. Faktisk var det ikke på tinder, at jeg mødte Jonas, men den historie kan I få i anden gang. I dag handler det om at møde op til træning på egen hånd. Vi er bare ude på et lille bitte sidespor lige nu, men så alligevel ikke. Der er en pointe med galskaben. Pointen er at jeg aldrig har følt, at jeg skulle præstere på en date. Jeg skulle ganske enkelt bare være mig i det tøj, som jeg havde det rart i. Ikke noget tøj som strammede og var træls. Næ, bare det jeg havde det godt i. Ærligt så tror jeg på at en fed udstråling og at man er sig selv, er det man kommer længst med. Overvej lige et livslangt forhold, hvor man skulle drible rundt i ubehageligt tøj og kun vise en flig af sig selv? Umuligt tænker du ikke også? Jeg kunne ikke være mere enig! Så hvorfor ikke bare smide ”svesken på disken” til at starte på? Hvis du dater og ikke har gjort det the Kirstine style, så anbefaler jeg dig at prøve det. Bare at være dig som du nu engang er. Du er perfekt netop, som du er. Måske ikke perfekt til din date, men perfekt som DIG. Og det er vel det der tæller? Kærligheden skal nok komme til os alle.

Hvorfor er det noget andet med at komme til en træning på egen hånd fremfor at date?

Fordi til en træning føler jeg, at jeg skal præstere. Og hvis jeg får følelsen af at jeg skal præstere, så bliver jeg nervøs for at møde op. Nervøs for om jeg vil kunne følge med på niveauet. Nervøs for hvad de andre tænker om mig. Nervøs for at være den dårligste. Og det ironiske her er at der jo altid vil være nogen, som er langsommere end andre i en klub. Jeg er fx dårlig til at sprinte og jeg hader det som pesten. De fleste kan løbe fra mig på en spurt. Min kammerat Martin gjorde det så sent som i morges. Pisseirriterende type ikke? (jeg mangler min blinkende smiley her, så tænk den venligst ind). Min styrke er at jeg derimod har en indbygget dieselmotor, som gør at når den er varmet op, så kan den bare fortsætte i et steady pace i uendeligheder. Det er en af de ting, jeg synes du skal huske på. Vi har hver vores svagheder og styrker og det er helt okay. Hvis jeg gerne ville blive bedre til at spurte, så kunne jeg jo bare øve det, men min interesse er der ikke. Jeg elsker de lange distancer. Min pointe er at hvis du vil ændre på noget, fx hvis du heller ikke er god på de korte distancer, men gerne vil blive det, så øv dig. Øv øv øv og så kan jeg love dig for du nok skal blive god til det på et tidspunkt.

Hvordan gik første træning i KTK86?

Det gik virkelig godt! Jeg husker at ham, jeg havde skrevet med på Instagram angående klubben, kom og tog godt imod mig. Faktisk var det også ham der senere tog med mig i svømmehallen. Jeg var og er stadig positiv overrasket over, hvor godt man bliver taget imod i den klub. Det er noget andet end i den klub, hvor jeg er i nu, selvom det også er en fantastisk klub. Mit indtryk er bare at KTK86 er en mindre klub, hvor der også er bedre tid til at tage imod nye. Niveauet er højt i KTK86, man træner også sammen med eliten til nogle træninger. I starten skræmte det mig, men nu set i bagspejlet så er det super fedt de træner med. Man kan jo lære så meget af dem, som kan være med til at udvikle en indenfor ens egen træning. Se det som at have en levende google indenfor rækkevide – de har sandsynligvis været igennem alt det du skal til at starte på. Tilbage til første træning! Jeg kom igen igen ud på et sidespor – undskyld kære læser. Mit hoved kan være noget så ustruktureret. Jeg arbejder på det.

Træningen! Selv formanden Dion kom cyklende forbi på første træning og bød mig velkommen. Første håndsindtrykket kunne ikke være bedre. Men træning. Ja, selve træningen – kunne jeg så følge med? Og ja det kan jeg godt afsløre, at det kunne jeg. Der var selvfølgelig nogen som var hurtigere end mig, men det var også helt okay. Og ærligt så jeg tænkte ikke på det, imens jeg selv løb. Der gjaldt det bare om at bevæge benene og løbe de intervaller træneren sagde. At lade kroppen arbejde og slå hovedet fra. Det fungerer jo nu engang rigtig godt for mig. Så alle mine bange anelser og tanker inden var slet ikke nødvendige. Som i overhovedet ikke.

Hvad så med i dag?

Jeg kan stadig den dag i dag have svært ved at skulle møde op til en træning på egen hånd – hvis det er et nyt hold altså. Jeg skal altid over første gang og så kører det bare derud af. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvorfor det er sådan. Det var i starten hæmmende for mig at have det på den måde, men nu har jeg lært at det er sådan jeg fungerer og at det er okay. Jeg er nervøs, vil bakke ud og har en masse tanker i mit hoved inden, men samtidig ved jeg også, at det bare er første gang, som jeg skal have ”overstået”. Jeg skal ikke lade det bremse mig, men i stedet tage det hovedspring. Alle de klubmedlemmer jeg har mødt, er der jo af samme grund som mig. På grund af træningen og fællesskabet. For at kunne lave det vi elsker hver især, sammen og at føle sig forpligtet (på en god måde) til at komme til træningen og få den klaret. Det er nu altså bare federe at have det hårdt på bakkeintervallerne sammen med andre. Se andre også lider. Personligt synes jeg at fællesskabet i en klub giver utrolig meget. Man kan vidensdele med hinanden, heppe på hinanden, hjælpe hinanden og man får opbygget nye venskaber på kryds og tværs. Venskaber der starter med en fælles passion. Venskaber man måske ikke ville have fået ellers. Venskaber der ikke har noget med ens sociale baggrund at gøre og min erfaring er at alder også er underordnet indenfor klubmiljøet. Man er der bare som den man nu engang er og der er plads til dig, som du er. Hvis du ikke har lyst til at deltage i de sociale arrangementer og er typen der helst vil holde dig lidt i baggrunden, så gør du det. Jeg er selv ikke vild med store arrangementer og undgår dem helst. Jeg er ikke til at sætte labels på mig selv, så som at være introvert, have en snert af social angst o.l., men større sociale ting er altså bare ikke mig. Jeg foretrækker det nære og rolige, hvor man rent faktisk kan nå at tale med alle i selskabet. Men sådan er vi jo så forskellige. Min pointe er at der er plads til dig i en klub, uanset hvem du er, om du er ekstrovert, introvert, elsker at være i centrum eller hvad der nu er dine præferencer. Det er min oplevelse at der plads til en, som man er. Så mit råd er: spring ud i det. Prøv det af. Mange gange kan vores egne tanker spænde ben for os og det er ganske enkelt ærgerligt. Vi er her for at lære og udvikle os og jeg tror virkelig, at hvis man nogle gange tager ”springet”, så vil det være med til at udvikle en som person. Så kan du bagefter se tilbage på det som en ting, der glæder dig og giver et lille ”YES” i maven. ”Jeg gjorde det sgu og det var ikke farligt”.

Og du må faktisk gerne glæde dig over din egen udvikling og at man nogle gange gør ting, selvom det virker skræmmende først. Fordi hvis du aldrig gør noget der er udfordrende for dig, udvikler du dig så overhovedet som person? Jeg tror at der skal lidt udfordringer til på ens vej.  

Det var bare det… for denne gang.