Hvad skal man som minimum bruge før man kan komme i gang med at dyrke triatlon?
Triatlon er en udstyrssport. Det synes jeg ikke at vi kan komme udenom, men hvor meget udstyr du ønsker at købe og i hvilken prisklasse synes jeg skal være op til hver enkelt. Der er faktisk noget charme ved at kunne opgradere sit udstyr i takt med at man lærer mere om selve sporten, lærer at skille en cykel ad og faktisk vide hvad et kranksæt er, hvilke geartyper der er og til at nørde hjul og dæktryk. I starten ved man oftest ikke en pokkers masse indenfor alle tre discipliner, men det kommer lige så langsomt som man bevæger sig ind i triatlon verdenen. Så mit råd er: sænk baren i forhold til udstyr og gear.

Hvilken cykel skal jeg vælge?
Jeg vil sige, at du som minimum skal bruge en cykel som har karakter af at være mere end en havelåge. Altså enten en racercykel eller triatlon cykel – en mountainbike om du vil. Om den 10 år gammel eller ej er egentlig lige meget – så længe den kan køre og du er bekvemt ved den. Der er selvfølgelig nogle regler til et stævne om at din cykel skal være funktionel og forsvarlig at køre på, så de ting skal der selvfølgelig helst være styr på. Min pointe er blot at du ikke behøver at gå ud og købe en ny dyr cykel for at komme i gang. Jeg startede personligt på en brugt triatlon cykel (det blå lyn), som jeg købte over DBA. Det var også det blå lyn, som kom med mig til mit første stævne. Dette på trods af at jeg faktisk havde købt mig en spritny triatlon cykel fra Canyon et par måneder inden. Men mere om det en anden gang.
Så skal du selvfølgelig have dig en cykelhjelm – du har kun det ene hoved og du kan jo lige så godt passe på det ikke? I øvrigt er det også et lovkrav med cykelhjelm til stævner og klart at foretrække, når du kører både alene men bestemt også i grupper. Her kan du også sagtens bruge den cykelhjelm du bruger til dagligt – ingen grund til at styrte ud og købe den mest fancy aerodynamiske hjelm. Det er igen hvad du har tænkt dig i forhold til budget.

Hvilke cykelsko og cykeltøj skal jeg vælge?
Igen vil jeg sige at du skal købe det du føler du har brug for, men med et lille men. Et men fordi jeg synes personligt det er værd at investere i et par gode cykelbukser med seler (BIBS). Det gør simpelthen så meget for oplevelsen og komforten at man sidder godt på sin saddel og ikke får sår ved at cykle. Jeg har selv valgt at cykle i BIBS fra det danske mærke Fusion og BIBS fra det schweiske mærke ASSOS. Jeg cykler selv omkring 3-5 gange om ugen og fordi jeg ikke gider at stå og vaske tøj hver anden dag, så har jeg flere par at vælge i mellem. Et lille tip til BIBS er at du ikke skal bruge dem to dage i streg – puden som du sidder på giver sig og hvis du bruger dem to dage i streg er chancen for sår forneden langt større. And we don´t want that!
Derudover vil jeg anbefale dig at købe både en kort ærmet og langærmet cykelbluse. Det kan stadig være lidt småkøligt nogle gange om morgenen og så kan en langærmet være god. Til benene kan du købe løse ”ben” du kan trække op til dine BIBS shorts. Dem kan du tage af og på som du vil og de er faktiske superpraktiske. Jeg har købt et sæt fra Fusion, men andre mærker vil helt sikkert også være fine. Hvis du tænker på at cykle ind i efteråret kan en vindjakke eller vindvest også være en fantastisk ide at anskaffe sig. Alt efter hvad du er mest til. Det giver sig selv, at det blæser lidt mere på cyklen, når du drøner derud af med måske 25-40 km/t.
Cykelsko – her er der så mange forskellige mærker. Du kan sagtens starte ud med dine gamle spinningsko (hvis du ejer sådan nogle). Jeg kører selv i et par fra GIRO og overvejer kraftigt et nyt par fra Bontrager. Det vigtigste med cykelsko er at klamperne passer til dine klikpedaler og at de sidder godt på din fod.
Hvilken våddragt skal jeg vælge?
Mit råd er at tage ud og prøv nogle våddragter i en fysisk butik. Endurancesport på Frederiksberg har en del forskellige våddragter, som du kan komme ind og prøve. Som nybegynder har du ikke brug for den dyreste våddragt. Man kan sige med våddragter, at de også gerne skal passe til dit niveau. Fx gav det ikke nogen mening for mig at købe den dyreste model indenfor ZONE3, da det jeg havde brug for, var mere en våddragt som gav mig god opdrift. Jeg valgte at købe modellen ASPIRE fra ZONE3. Stadig en relativ dyr våddragt, men jeg gik efter en våddragt som også kunne vokse på mig. Ment for den måde at jeg sagtens kan bruge den det næste lange stykke tid og altså ikke skal ud og investere i en ny, selvom mit niveau indenfor svømning (forhåbentlig) stiger. Alternativt kan du faktisk leje en våddragt til stævner, hvis du ikke ønsker at bruge pengene på en våddragt endnu eller ikke helt ved om triatlon er noget for dig. Det er tilladt at svømme i badedragt såfremt vandtemperaturen er over 17 grader (mener jeg det er), men så kræver det selvfølgelig at du skifter tøj i T1 til enten en t-shirt og nogle tri shorts du kan cykle i fx. Tri shorts er ligesom tridragten forsynet med en lille pude, som gør at det er behageligt at sidde på cyklen og samtidig kan du nemt løbe i dem. Man mærker faktisk ikke puden synes jeg.
Hvilke løbesko og tøj skal jeg vælge?
Løb i det tøj du har det godt i – det kan egentlig være fuldstændig lige meget, hvad du løber i. Hvis du er kvinde, vil en god støttende sports bh dog være at foretrække. Her bruger jeg selv dem fra Fusion – den gør jobbet og tørrer hurtigt, hvilket er rart efter en tur i vandet. I forhold til løbesko så vil jeg anbefale dig at tage ind til fx Marathon sport, Endurancesport eller lignende steder og få taget dig en løbestilsanalyse. Kort sagt så skal du op på løbebåndet og filmes imens du løber. Så kan vedkommende der laver testen på dig se, hvordan du lander og hvilken slags sko du har brug for. Til hverdags løb bruger jeg selv NOVABLAST fra ASICS og Infinity run 2 fra Nike. Når jeg løber mine intervaller eller når det bare skal gå stærkt, så finder jeg mine Zoomfly, Tempo next% eller Vaporfly frem fra Nike. De to af skoene har en carbonplade i sig. Men jeg kunne skrive et helt indlæg om valg af løbesko og hvorfor det er godt at have flere løbesko at vælge imellem, men det kommer på et senere tidspunkt.

Jeg vil også anbefale dig at købe et sportsur, gerne med GPS indbygget til dine løbeture, så du kan tracke dig selv og se undervejs, hvilket tempo du løber i osv. Det smarte med GPS-urer er også at du hjemmefra kan oprette en bane og sætte navigatøren til på din løbetur. Jeg gør det faktisk hver gang med løbeholdet, så vi kommer ud på nye ruter og turer. Jeg har ingen stedsans og det virker upåklageligt for mig. Et pulsbælte er også meget rart at have, men ikke et must. De fleste sportsurer har en fin indbygget pulsmåler.

Hvilket udstyr skal jeg bruge til stævner?
Hvis du skal ud og prøve kræfter af med dit første triatlonstævne, så skal du som udgangspunkt bruge følgende: en cykel, løbesko, cykelhjelm, badedragt eller tridragt og våddragt plus svømmebriller. Hvis vandet er over en vis temperatur, er der ikke noget krav om at du skal have våddragt på, men igen så giver våddragten dig en opdrift du ikke har uden. Personligt synes jeg det er lettere at tage tri dragten på inden ankomst og så tage våddragten udenpå. Så skal du heller ikke stå og skifte eller tage andet tøj på i T1 (første skiftezone). I forhold til cykelsko så er det ikke noget krav at bruge dem – jeg kender flere som har startet deres tri karriere med løbeskoene på cyklen. Når du skal ud på de længere distancer vil jeg dog anbefale et par cykelsko, fordi det gør ens tråd bedre og man kan altså bare banke nogle flere watt ud med et par cykelsko der er spændt fast til cyklen.
Det var en kort guide til at komme i gang med triatlon i forhold til udstyr. Hvis I gerne vil høre mere om hvilket udstyr jeg har og hvorfor jeg har valgt det jeg har, så laver jeg gerne et indlæg om det.
Det var bare det… for denne gang.
