Mit første triatlonstævne i Aalborg

Gennemgang af mit første stævne og nerverne helt op til start  

Som jeg har skrevet om i tidligere indlæg, så var mit første stævne indenfor triatlon verdenen her for 3 uger siden i Aalborg. Det var faktisk hende som laver mine træningsprogrammer (og som i øvrigt er knald god til det!), som spurgte om jeg ikke skulle deltage i den halve ironman i Herning eller den halve eller 1/4 ironman i Aalborg. Jeg er en værre pivskid i forhold til at gøre ting første gang og komme ud af min komfortzone så jeg tog det, som jeg synes var det letteste. Billetterne til den kvarte ironman blev altså købt og datoen sat – 06.06.21. Og nu siger jeg billetterne som i flertal. Jeg lokkede nemlig Jonas til at deltage sammen med mig. Egentlig skrev jeg bare til ham om det ikke kunne være meget sjovt at deltage i en kvart ironman sammen på et tidspunkt – sådan for sjov og hyggens skyld. Det var han helt enig i og jeg tog det som en ”go” og købte billetter til os begge. Senere fik han at vide at vi faktisk skulle afsted om 2 måneder og billetterne var købt. Gid i kunne se hans ansigtsudtryk, da jeg overbragte ham nyheden… priceless 🙂 Gudskelov er Jonas ikke en pivskid ligesom mig, så han var på efter chokket lige, havde lagt sig.  

Forberedelser træningsmæssigt 

Det var den lette del at følge træningen op til selve stævnet. Planen var lagt af min træner og jeg skulle bare udføre det der stod i TrainingPeaks. Intervallerne var hårde og der var en del træning på programmet – men jeg elsker træningsdelen så den del gør mig ikke spor. Jeg elsker når man virkelig føler, at kroppen har arbejdet hårdt og man har gjort hvad man kunne. Job done. Jeg begyndte en god rum tid inden med brick sessions, som først består af en cykeldel, hvorefter man direkte løber ud på sit løbepas. Jeg skiftede dog altid lige efter cykelbukser til løbeshorts, andre sko på og så ud ad døren.

Min oplevelse med brick sessions er at mine ben altid er tunge og langsomme de første par minutter, men så kommer der automatisk fart på. Som om man får en turbo bag i – egentlig ret mærkværdigt. Det har indtil nu været forskelligt om jeg er startede ud i min løbezone 4 for dernæst at gå ned i zone 2 eller om det har været zone 1 til zone 2 og ned igen til zone 1. I forhold til træningsdelen så er min klare anbefaling at følge din plan som du enten selv har lavet eller hvis du har en træner som laver planer til dig. Selve racedagen bliver bare det federe, hvis du har lagt arbejdstimerne i det inden.  

Raceday  

Og velkommen til nerverne. Av jeg havde ikke troet de skulle ramme mig så kraftigt. Jeg ville virkelig ikke – jeg havde lyst til at bakke ud og sige nej ikke i dag. Jeg følte, at jeg skulle kaste op og mit hjerte hamrede der ud af. Jeg var dog godt klar over, at det var min nervøsitet og nerver der talte. I princippet skulle jeg jo egentlig bare ud og gøre det, som jeg havde gjort 100 vis af gange – cykle og løbe. Svømning havde der ikke været mange timer af, men det var faktisk ikke det jeg bekymrede mig mest om. Der kom alle mulige tanker op i mit hoved – hvad med skiftezonerne? Kan jeg huske alt det jeg skal? Husker jeg at spænde cykelhjelmen før jeg rører ved min cykel? Og hvad med undervejs på cykeldelen – hvordan ved jeg om der præcis er 12 meter op til den foran mig? J

eg overtænkte det hele til mindste detalje på trods af, at jeg havde deltaget i race prep i tri klubben og havde læst op på reglerne inde på triatlondanmark.  Jeg var så forberedt, som jeg kunne blive. Min træner havde inden sagt at nerverne forsvandt med det samme skuddet gik og hun fik ret. Med det samme jeg hoppede i vandet meldte der sig en indre ro og jeg svømmede (langsomt!) derud af. Det var faktisk rigtig fedt og rart at nerverne var væk. Den rare følelse forsvandt dog straks, da jeg skulle op af vandet og løbe hen til T1 (skiftezone fra svøm til løb).

Jeg startede med at sætte svømmebrillerne op i panden/badehætten og så sætte gang i løb. Det gik dog ikke! Jeg følte mig fuld og måtte gå kort for lige at finde balancen på mine fødder. I løb mod T1 begyndte jeg at lyne våddragten ned, så den hurtig kunne komme af og ned i kassen. Dernæst tørrede jeg fødderne og så på med strømperne og cykelskoene, på med hjelmen og så løb jeg ellers afsted cyklen. Cykeldelen gik overraskende godt og var skøn. Eneste chok og hårde opbremsning jeg fik var da en hund i snor pludselig styrtede ud foran min cykel. Jeg skreg alt hvad jeg kunne og tror faktisk næsten hunden også fik sig et hjertestop. Ubehagelig oplevelse for os begge. Har aldrig forstået hvorfor hunde altid skal storme ud foran en? Har prøvet det samme i løb flere gange på trods af jeg virkelig ser mig for. Hmm… men videre gik det og jeg kom tilbage og løb til T2 for at finde løbeskoene og løbebæltet frem. OG jeg huskede at cyklen skulle op først før jeg tog hjelmen af. Det gik alligevel det hele og nu manglede jeg kun det lette. 10,5 kms løb i 25 grader – piece of cake! Jonas indhentede mig efter 2 km og vi løb stille og roligt i mål sammen og fik vores billede sammen med målstregen.  

Det var FEDT! Så fedt at vi gennemførte begge to og at det var en god oplevelse. Jeg oplevede alle de andre triatleter som utrolig hjælpsomme og søde både inden start og efter. Jeg må virkelig tage ”hatten” af for hvor sportslig og imødekommende triatleter er – eller i hvert fald dem jeg har mødt på min vej. Jeg havde en fest undervejs og efter og det var det hele værd. Nerverne og den lange køretur – jeg vil gøre det igen.  

Så hvis du også er ny i denne triatlon verden og går og tænker på, om du skal melde dig til dit første stævne, så kan jeg kun sige GO FOR IT! Det er en oplevelse værd.  

Det var bare det… for denne gang.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Please reload

Vent venligst...