Mit første triatlon stævne
Dagen før dagen
For tre uger siden deltog jeg i mit allerførste triatlon stævne i Aalborg. Distancen lød på 950 meter svømning i en kridtgrav, 46 km cykling (i den smukkeste natur) og 10,5 km løb på en rundstrækning. Det lød egentlig meget overskueligt distancemæssigt og som et godt begynderstævne. Men hvorfor tilmeldte jeg mig et stævne helt oppe i Nordjylland, når jeg nu bor på Frederiksberg? Alene af den grund at jeg kunne slå det sammen med et besøg ved min familie i Viborg og at jeg havde læst flere steder at netop stævnet i Aalborg skulle være begyndervenligt og at der blev taget hånd om en. Og det gjorde der så sandelig også. Jeg kan varmt anbefale stævnet i Aalborg – om du er begynder eller ej. Jeg skal i hvert fald med næste år også og jeg glæder mig! Svømningen var på mange måder behagelig, fordi det var i en kridtgrav og vandet var helt stille og uden alt for mange dyr. Jeg oplevede faktisk ikke den store forskel fra at svømme i en pool til at skulle svømme i kridtgraven. Hvilket nok også var meget heldigt, når jeg nu ikke havde fået afprøvet min våddragt inden og aldrig svømmet i åbent vand før. En klar anbefaling er at afprøve dit udstyr inden du skal bruge det og få en følelse og fornemmelse af, hvordan det er at svømme i åbent vand og samtidig og lære at orientere dig imens du er i vandet.

Forberedelserne til den store dag
Jeg er et menneske der virkelig godt kan lide, at der er styr på tingene – særligt når noget er vigtigt for mig. Så jeg går som regel gerne i gang med forberedelserne i god tid inden og skriver ned, hvad jeg skal huske. Det gør jeg så, at jeg undervejs kan krydse de ting af, som jeg har fået styr på. På den måde så glemmer jeg ikke noget vigtigt. Forberedelserne til stævnet i Aalborg var ingen undtagelse. Jeg passede selvfølgelig min træning op til, som bød på en del brick sessions (cykling + løb lige efter), men jeg sikrede mig også at min cykel var rengjort, at dækkene var som de skulle være, at jeg kunne skifte en slange hurtigt i tilfælde af punktering og alt jeg havde alt hvad jeg skulle bruge på dagen. Jeg lavede også en afkrydsningsliste, så jeg sikrede mig, at jeg havde alt med. Listen over det jeg pakkede til selve dagen for I også lige. Jeg gjorde det, at jeg havde tre store gennemsigtige poser at pakke mine ting ned i. På den måde så havde jeg styr på, hvad jeg skulle bruge til svømning, hvad jeg skulle bruge til cykling og hvad jeg skulle bruge til løbedelen. Det gav for mig et meget godt overblik.

Husk at sikre dig at alt udstyret spiller. Tag gerne en rulle tur ud på din cykel for at sikre dig, at den kører som den skal og alt bare spiller. Og forbered dig ellers mentalt på racet. Gennemgå gerne skiftezonerne, T1 & T2, i dit hoved. Visualiser hvordan du kommer op af vandet, hvordan du at begynder at lyne våddragten op og er klar til at smide den i T1. Tør fødderne, på med strømper, spænd hjelmen, på med solbrillerne og ellers afsted med dig. Her skal du huske ikke at røre ved cyklen før din hjelm er spændt. Du kan enten vælge at løbe i dine cykelsko eller spænde dem fast på cyklen med nogle elastikker – det er hvad du har det bedst med og afprøv det gerne inden, så du ikke står på selve dagen og afprøver helt nye ting. Når du kommer ind fra cykeldelen og kun mangler løb, så visualiser igen hvordan det er at komme ind og skulle sætte cyklen, smide cykelskoene og have nummerbælte og løbesko på. På løbedelen kan du også vælge at tage musik i ørerne, som du ikke må på cykeldelen. Jeg valgte selv at løbe uden musik for at kunne høre og mærke den fede stemning bedre. Men visualiser det hele for dig og spis som du plejer – lad være med at lave de store ændringer i din kost dagen før dagen. Og igen på selve raceday så drik og spis det du har afprøvet før. Ens mave kan reagere forskelligt på gels osv. Og det er ikke lige på selve dagen, hvor man vil stå med dårlig mave vel?
Liste over udstyr til dagen
Jeg har forsøgt at linke direkte til det udstyr jeg selv bruger, så i lettere kan trykke ind på det.
- Løbebælte (nummerbælte)
- Løbesko – Nike Vaporfly next %
- Strømper til cykling/løb – assus i hvid
- Drikkedunke med Carborace fra purepower
- Solbriller – Oakley EVZero Path
- Garmin ur (Garmin forerunner 945)
- Ekstra slanger
- Dækjern (dem vil jeg dog ikke bruge til mine carbon hjul – der bliver det med håndkraft)
- C02 pumpe og patroner
- Våddragt – Zone3 Aspire
- Sprayflaske med sæbevand, så våddragten let og elegant sprang på
- Cykelhjelm – Abus GameChanger hjelm i hvid
- Cykelsko – Giro
- Skiftetøj til efter racet
- Klipklapper, så du slipper for at gå barfodet ned til vandet hvor starten er
- Svømmebriller
- Sports bh – Fusion (dejlig let og ikke irriterende efter svøm)
- Tri dragt – Fusion speedsuit
- GPS holder – vi fik dog udleveret i Aalborg, men så har jeg dem til en anden god gang
- Cykel – Canyon Speedmax 8.0 Di2
- Cykelcomputer – Garmin Edge 820
- Cap til løbeturen – Fusion
- Ekstra badehætte – du får udleveret den du skal have på til stævnet, men hvis vandet er koldt, kan det være rart med en under
- Håndklæde til fødderne
- Buksefedt
- Solcreme hvis solen bager
- Fodpumpe, så du inden start kan sikre dig dæktrykket er som det skal være
En grundigere gennemgang af selve stævnet og hvad du skal huske undervejs og før kommer i et andet indlæg.
Det var bare det… for denne gang.
