Kalorier, kulhydrater og kalorieunderskud

Kalorier, kulhydrater og kalorieunderskud

Er de tre førnævnte ord nogle du har hørt før eller stødt på gennem dit liv? Er de tre ord associeret med noget negativt for dig? Måske endda noget som har fyldt i dit liv eller stadig gør? Så er du ikke alene. Jeg har været med i samme båd – velkommen til. Jeg kan lige så godt starte med at sige, at når sejlturen er færdig her, så håber jeg at dit syn. Bare et lille bette my af det, har ændret sig.   

Først og fremmest vil jeg sige, at vi alle har brug for både kulhydrater og kalorier for at kunne fungere i det daglige. Så et konstant kalorieunderskud går ikke. Og med at fungere mener jeg, at kunne passe et fuldtidsstudie, barsel, arbejde og alt hvad livet ellers byder på af dejlige ting. Vores krop har ganske simpelt (og enkelt) brug for benzin. En benzinbil kan jo heller ikke køre 100 km på 1 liter benzin vel?

Hvis du forventer, at din kære krop skal bære dig gennem dagen og yde for dig, så må du også tanke den op. Kulhydrater, som der fx er i en dejlig lun surdejsbolle, er ikke farlige. Kulhydrater får dig ikke til at tage på – det gør et kalorieoverskud til gengæld. Kulhydrat er faktisk vores primære energikilde og faktisk bør 40-60% af vores samlede energi komme fra kulhydrat – so bring on the sourdough! Eller hvis du er mere til frugt eller kiks så bring dem på banen.  

Min pointe er at kulhydrater ikke er så pokkers farlige, som de let bliver gjort til. Jeg har ofte oplevet gennem veninder, kollegaer og bekendte at kulhydrater er THE ENEMY! Her skal jeg ikke komme slæbende med kardemommesnurrer, lyse boller og smør. Det sætter sig jo lige på sidebenene. Den sætning har vi vel alle hørt før fra en af vores kvindelige bekendtskaber. Sandheden er dog at den ene bolle ikke udgør hele dit kalorieregnskab og bollen hopper ikke direkte hen på dine sideben og hygger sig der.

Det handler her om den famøse balance (kalorieunderskud og kalorieoverskud). Og nu siger jeg famøse, fordi jeg virkelig er blevet fyldt op med ordet ”balance” gennem de sociale medier og sundhedseksperter. På trods af at ordet hænger mig langt ud af halsen, så må jeg også indrømme, at der er noget om det. Det handler ganske enkelt om at kunne balancere i kosten i ens hverdag, hvis man ønsker at opretholde ens vægt fx. Og den balance kan have mange faconer og facetter. Find en balance som passer til dig og nej den behøver ikke være ligevægtig den balance, bare den passer til dig og dit liv.  

Kalorieunderskud siger du  

Der kan være perioder i ens liv, hvor man gerne vil lægge i kalorieunderskud for at smide nogle kilo og det er så fair som noget kan være. Vi kan alle nyde livet en ekstra tand og spise lidt større mængder eller mere sødt end vi plejer. Hånden på hjertet, så har vi vel alle været i den båd også. Og det er også en båd der skal være plads til i havet synes jeg.

Der er intet galt i at ville opretholde en normalvægt (definer selv, hvad der er normalvægt for dig). Men for at kunne skabe et kalorieunderskud, skal du finde ud af, hvad dit ligevægtsindtag er – altså hvor mange kalorier du skal spise på en dag for at opretholde din vægt. Dernæst kan du fratrække fx 300 kalorier dagligt og over en given periode vil du derfor også opnå at smide nogle kilo. Det er egentlig bare et regnskab der skal overholdes. Men er det så let i virkeligheden? For nogen er det og for andre er det ikke. Og hvorfor er det egentlig sådan? Det kan der være mange svar på og jeg har også nogle bud, men dem holder jeg for mig selv. 

Suppekurer, juicekurer og pulverkure  

Den båd sejler uden mig! Farvel og tak, MEN hej til båden med holdbare løsninger og noget jeg kan fungere i, i stedet. Der kan sagtens være nogen som fungerer med suppekurer i en begrænset periode og jeg tager hatten af for dem – sikke en selvdisciplin der må skulle til. Mad har fyldt i mit liv – det fylder stadig, men på en god måde nu. Før kunne jeg tænke over hvert evig eneste måltid og hvor var jeg sej, hvis jeg havde sprunget et måltid over og dermed sparet de kalorier.

Nu undrer det mig, at jeg har kunnet tænke sådan og samtidig er jeg bevidst om, at jeg langt fra er den eneste der har haft det på den måde. Så hvis du er der nu, så vid at du ikke er alene – jeg har også været der og mon ikke nogen af vores andre artsfæller er i båden med dig netop nu. 

Men at forlange min kære krop, mit hus, skulle bære mig rundt, lade mig dyrke den sport jeg vil, lade mig bevæge mig frit rundt smertefrit og jeg så samtidig fornægter den dens brændstof er lidt paradoksalt ikke? Jeg forsøger hver evig eneste dag at forkæle min krop med nærende måltider, som gør at den kan fungere optimalt og lade mig være mig og gøre alt det jeg gerne vil fysisk.

Jeg ser det kun som en ren win/win situation. Jeg får lov til at passe godt på min krop via kosten og til gengæld får jeg psykisk lov til at gøre alt det jeg drømmer om. I min optik er en kur, slankekur eller diæt (kært barn har mange navne) ikke kun baseret på det fysiske. Et vægttab eller ændring i ens livsstil er oppe i hovedet. Ens egne tanker kan virkelig være med til at bremse en og samtidig kan de være med til at føre en frem i livet. Jeg tror først, at jeg fandt min balance i forhold til mad, kalorier og kroppen da det gik op for mig at intet er forbudt og at for at min krop kan fungere ordentligt, så skal jeg også give den det, som den har brug for.

Jeg har virkelig mærket efter og lyttet til min krop og dens behov. Men det kan være svært, det giver jeg dig ret i, men det er muligt.  

Fra at følge en kostplan slavisk til at blive frigjort 

Engang vejede jeg min mad og fulgte slavisk en kostplan på et vis antal kalorier. Virkede det? Ja det gjorde det. Min vægt lå fint nede på de 60-61 kg – hvilket gjorde mig en anelse mager med en højde på 176 cm. Og kan vi egentlig bruge det tal til noget? Ikke en dyt nej! Min vægt definerer mig på ingen måder. Det at jeg er glad i min krop og hviler i min krop, er det jeg kan bruge til noget. Det er det som tæller og det som man udstråler til andre. Lad mig komme med et eksempel fra min hverdag.

Jeg har haft en tidligere kollega, en utrolig smuk kvinde, som jeg vil definere, som med et par ekstra kilo på kroppen. Så har vi heller ikke sagt for meget! Kvinder og vægt er en farlig zone at bevæge sig ind i ved du nok. Lidt glimmer på og så tager vi den alligevel. Denne kvinde bar altid tøj, som fremhævede hende og hendes stil. Hun havde den lækreste udstråling og jeg fik altid en følelse af en kvinde, som elskede hver en celle af sig selv. Hvis jeg havde været mand, så var jeg faldet for hende ved første øjekast! Udelukkende grundet hendes udstråling her i verdenen.

Så har jeg modsat haft andre kvinder i mit liv, som har stået snorlige (været godt skåret) og hvor de nærmest har krybet nede langs panelerne. Kvinder som altid vil have lyset slukket i samvær med deres elskede mand fx, kvinder som gerne vil gemme deres krop. Jeg dømmer ingen – jeg nævner blot eksempler fra min egen verden.  Min pointe er at hvordan du har det psykisk og hvordan du har det med dig selv og din krop vises ofte i din udstråling. Og det er ikke noget man kan gemme for omverdenen. Ved nærmere eftertanke jo – over en selfie på de sociale medier kan du sikkert godt. Men tæller det i virkeligheden? Den lader vi stå hen i det uvisse for denne gang.  

Jeg fortryder ikke, at mad har fyldt så meget i mit liv tidligere, fordi det har ført mig frem til hvor jeg er nu. Alt i livet er en rejse. Ting tager tid og rejsen i sig selv er smuk synes jeg. Det at udvikle sig mentalt er fantastisk.   For mig er det vigtigt at intet er forbudt. Der er plads til det hele på den ene eller anden facon. Skab plads til det du ønsker. Sådan er det med alt i livet.  

Det var bare det… for denne gang.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...