Hvorfor styrketræner jeg egentlig og hvordan startede jeg?
Jeg husker stadig præcis, hvornår jeg startede med at styrketræne og hvor meget jeg hadede det i starten. Ja, det lægger jeg ikke skjul på – jeg hadede det inderligt. Jeg startede med styrketræning i september 2014 i Fitness World på Amager, hvor jeg boede dengang. Jeg havde allieret mig med min gode kammerat Rico, som modsat mig havde styr på styrketræning. Vi mødtes udenfor centeret og gik sammen op til løbebåndet, hvor Rico satte mig til at løbe hurtigt. Jeg var utilfreds – skulle vi ikke styrketræne? Hvad var det her løb så for noget og hvorfor stod han bare og kiggede på og satte mere tempo på? Ad altså det var ikke en start jeg var tilfreds med, men jeg gjorde alligevel hvad der blev dikteret – Rico havde jo styr på det der styrketræning.
Jeg husker tydeligt, at vi så gik ind i det ”farlige rum” – manderummet som jeg kaldte det. Der var jo aldrig nogle kvinder derinde og rummet lugtede langt væk af testosteron. Jeg synes vitterligt altid det havde været angstprovokerende at skulle gå ind i det rum på egen hånd med mine små fugleklatter (også kendetegnet som mine arme). Ikke desto mindre var det der vi skulle ind og jeg følte mig egentlig tryg sammen med Rico, fordi han på det tidspunkt var lidt af et brød med overarme der målte 47 cm rundt – jep jeg var imponeret og er det egentlig også stadig. Det er da lidt af en bedrift i sig selv at rende rundt med overarme på 47 cm – det kommer i hvert fald aldrig til at ske hjemme ved os. Rico satte mig til nogle forskellige øvelser, her i blandt squat med en vægtstand og walking lunges.
Aldrig har jeg da prøvet noget hårdere i mit liv (eller jo det har jeg nu nok, men mødet med squats og walking lunges var ikke et behageligt møde).
Jeg hadede hvert et sæt, hver en rep (gentagelse) og bandede af Rico. Hvad bildte han sig dog også ind at sætte mig til det? Det var jo f… hårdt og jeg kunne mærke hver en muskel og fiber i min krop. Jeg havde selv spurgt ham om han ikke ville lære mig op i det der styrketræning og han brugte frivilligt sin fritid på, at lære mig op og der stod jeg og skældte ham ud i stedet. Hvilken tak hva`?
I dag er jeg ham evig taknemlig for at have brugt så lang tid på det og ikke mindst tid på mig. Nu kan jeg jo rent faktisk finde ud af at styrketræne – ærligt så er det altså lidt en kunst i sig selv. Styrketræning er ikke bare at gå ind og løfte en vægt og tænke det var det. Nej, styrketræning er som med alle andre sportsgrene en sport som kræver struktur og kontinuerlighed. Specielt hvis du ønsker resultater. Og er det ikke derfor man træner? For at se nogle resultater og mærke at man rykker sig.
Men hvorfor fortsatte jeg så på trods af at jeg i starten hadede det så meget?
Jo ser du, det gjorde jeg fordi jeg havde et stærkt ønske om at blive god til noget, at føle mig stærk. Jeg havde besluttet mig for at styrketræning var min ting, eller det skulle det i hvert fald nok blive. Og det endte faktisk også med at blive min ting og er det stadig. Styrketræning vil altid være min ”to go” aktivitet. Det er her jeg kan efterlade mit hoved og bare lade min krop arbejde. Samtidig er styrketræning der, hvor jeg virkelig mærker min krop. Jeg har altid gået meget op i ”mind to muscle” fremfor ”jo tungere jo bedre.” Jeg elsker følelsen af at mærke mine muskler arbejde og vide præcis hvilken muskel der arbejder. Samtidig føler jeg også det kommer mig til gode i forhold til triatlon. Jeg har en rigtig god kropsfornemmelse og har altid været god til at mærke min egen krop og hvornår der er tale om muskelømhed eller en krop der har brug for restitution.

Samtidig er jeg bevidst om den belastning, som jeg udsætter min krop for gennem fx løb. Løb er i min optik en fantastisk sportsgren, fordi du kan gøre det over alt i verdenen og det eneste det kræver er et par sko. Og ærligt dem har man altid plads til i en taske eller på ferien. Men samtidig er løb også en belastende sport på grund af de stød, du får hver gang du lander på jorden. Løb er en sport, som kræver tålmodighed. Du kan ikke bare gå ud og løbe 10 km fra den ene dag til den anden – eller jo måske kan du, men chancen for at du får dig nogle skader er stor. Styrketræning går godt i tråd med løb, fordi man netop ved hjælp af styrketræning kan gøre ens muskler og sener stærkere. De helt standardøvelser såsom calf raises, squat, walking lunges og hiptrusters er øvelser, som jeg ikke ville være foruden – de bidrager hver især godt til at forebygge skader. Særligt skader omkring skinneben, ankler og hofter. Og tro mig – når du først har været skaderamt og været sat ud af spillet i forhold til træning, så vil man for alt i verdenen gerne undgå det fremadrettet. Så styrketræning bliver ved med at være en fast del af min hverdag af de to simple grunde at jeg elsker det og det giver mit hoved fri og at det hjælper mig til at holde min krop skadefri og stærk.
Hvordan kommer man så i gang med styrketræning?
Jeg vil anbefale, at du får vist øvelserne og teknikkerne i styrketræning af en som har styr på det. Grunden til jeg anbefaler det er at du let kan lave øvelserne forkert, lave nogle forkerte træk og dermed også påføre dig selv unødvendige skader. Jeg siger ikke, at du behøver at gå ud og bruge en formue på en personlig træner – det kan som i mit tilfælde også være en i dit netværk, der vil investere tid i at sende dig godt på vej på din styrketrænings rejse. De sociale medier, særligt Instagram, er også fyldt med videoer som viser hvordan du kan komme i gang med styrketræning eller dissideret en hel workout som du kan lave derhjemme med hvad du end har af vægt. Hurra for COVID-19 pandemien og opfindsomme træningsglade mennesker, som i et flæng har lagt videoer op som kommer os andre til gode.
Sidst men ikke mindst synes jeg det er vigtigt at sige, at styrketræning er for alle. Du bliver ikke en stor bodybuilder ved at løfte lidt vægte og der er ingen der siger du skal gå op og squatte 100 kg. Styrketræning for os almindelige mennesker er ikke en konkurrence i, hvem der kan løfte mest og tungest. Vi har alle hvert vores udgangspunkt, baggrund og formål med styrketræning. Hvis det gør dig glad at styrketræne så gør det! Hvis det gør at du føler dig stærk at styrketræne, så gør det! Indsæt selv din grund til at styrketræne. Ingen grunde er bedre end andre – husk du gør det for din skyld og ingen andres. Og hvis du er en af dem som føler, at andre kigger på dig under din træning og det holder dig tilbage, så øv dig på at andre mennesker i centeret er ligegyldige. Ikke ligegyldige som mennesker, men i forhold til din træning er de ligegyldige. Sandsynligvis ænser de andre dig slet ikke og er selv optagede af deres egen træning. Måske finder andre inspiration ved at kigge på dig og laver den samme øvelse, som du netop har lavet. Så er du pludselig en inspirationskilde i stedet og tænk hvis du kan være med til at inspirere andre – vidunderligt ikke? Sidste råd: spring ud i det – du har intet at miste!
Det var bare det… for denne gang.