Hvordan startede det?
Faktisk husker jeg tydeligt min første løbetur tilbage i 2009. Den var hele 400 meter lang og mine lunger lå på asfalten. JEP det var mig med verdens dårligste kondi og rygerlunger. Jeg var netop blevet single og havde besluttet mig for, at NU skulle der ske noget. Jeg skulle i form og have min krop strammet op og gjort spændstig. Set i bagspejlet kunne jeg have sagt mig selv, at den grund alene ikke ville komme til at holde for mig. Og hvorfor så ikke? Fordi jeg ikke motiveres af ydre faktorer og hvordan min krop formes – det er selvfølgelig bare en bonus at kroppen ændrer sig i takt med, man dyrker motion, men det vil aldrig blive et main goal for mig.
Men inden jeg kunne tage min første løbetur, så manglede jeg det vigtigste, nemlig et par løbesko. Jeg kørte straks op til sportmaster i centeret for at erhverve mig et par løbesko. Efter kyndig rådgivning blev det til et par neutrale turkis blå Nike løbesko. De sko bar mig faktisk gennem mit første halvmaraton og sidenhen også et marathon. Ak en masse minde de sko og jeg har os. Men det var også med de turkis blå nike sko, at min løberejse startede for første gang. At løberejsen så har haft nogle relativ lange stops undervejs, det behøver vi ikke snakke om – man kan jo ikke være lige motiveret altid vel? Og der var jo også noget der hed fester, breezers, prince light og ikke mindste fyre! Det gik ikke hånd i hånd med løb dengang.
Det første løbeprogram
Tilbage i 2009 løb jeg rigtig ustruktureret og googlede mig til løbeprogrammer på nettet og prøvede enkelte gange også at slæbe mig selv afsted med en veninde, som løb langt bedre end mig. Det gav mig en løbeskade – min første. En overbelastet fod der hævede op til det dobbelte dagen inden jeg skulle til karneval i Aalborg. Gæt hvor sur en mokke jeg var den dag! Fandens løb altså der satte en bremser for mit karneval. Det betød også en pause til løb – jeg var sur på løb. Så jeg kastede min kærlighed over crossfit og spinning i stedet og det gjorde jeg egentlig i en relativ lang periode.
Jeg genoptog først for alvor løbet igen i 2017, hvor mit mål var at løbe 30 km i et stræk, inden jeg fyldte 30 år i 2018. Jeg startede op igen i mine elskede turkis blå Nike sko fra 2009 – de levede i bedste velgående (mente jeg selv). Jeg løb stadig ustruktureret, men jeg havde i det mindste lagt mig en plan denne gang. Der skulle kontinuerlighed til. Jeg løb derfor fire gange ugentligt og øgede langsomt distancen. Jeg brugte en app til at tracke mine træninger, så jeg kunne se distancen. Distance var det jeg gik op i – jeg anede ikke hvad kadence, pace eller puls betød i forhold til løb. Det var tre, for mig, ubekendte faktorer.
Men nåede jeg så mit mål om de 30 km før jeg fyldte 30 år i juni 2018?
Det korte svar her er: nej! Jeg havde været for ambitiøst måtte jeg erkende. Dog følte jeg det stadig som en kæmpe succes, at jeg løb 16 km dagen før min 30 års fødselsdag. 16 km i et hug uden pauser (heller ikke i lyskryds!) – wauw jeg følte mig som en konge. 16 km var virkelig langt synes jeg. Jeg husker, at jeg i flyveren på vej til New York samme dag sad med den bedste følelse indeni. Jeg havde for første gang i mit liv løbet 16 km, uden at have følelsen af at jeg skulle kaste mine lunger op undervejs. Det var stort! Den følelse kan ingen nogensinde tage fra mig og jeg husker stadig den ene løbetur som en af mine bedste turer, på trods af, at jeg har løbet både hurtigere, længere og bedre siden hen. Men det er ikke det det drejer sig om for mig – det handler om den der gode følelse indeni. At opnå ting som man til en start så som umulige. Overvinde sig selv kan man måske også sige, rykke egne grænser for hvad man tror der er muligt.
Efter min 30 års fødselsdag fortsatte jeg faktisk med løbet – jeg var inde i et godt flow uden skader eller lignende og jeg nød mine løbeture. Turen gik altid rundt om Damhussøen, Damhusengen og senere hen Utterslev mose da jeg byggede flere og flere kilometer på. Der var ingen variation i mine ruter – som i overhovedet ikke. Men jeg nød det. Nød stilheden, nød at kunne slå hovedet fra. Løb blev min meditation. Faktisk satte jeg også altid den samme playliste på – det hele var så rutinepræget, at jeg faktisk ikke behøvede at tænke over at løbe. Min krop bevægede sig derud af og jeg tænkte og tænkte indtil mit hoved føltes som helt tomt og afslappet. Nogle gange blev turerne helt op til 34 km på en hverdag, andre gange 22 km – mønsteret var at det altid var relativ lange turer. Turens længde var faktisk bestemt af, hvor meget jeg havde at få bearbejdet og tænkt igennem i mit hoved. Som i kan nok regne ud, at jeg havde en del at tænke over dengang. Mit hoved var fyldt med tanker som skulle ud på en måde og løb blev min ven. I julen 2018 blev jeg single og min ekskæreste flyttede ud af min lejlighed. Og det var faktisk også her at løb ændrede sig for mig. Jeg begyndte at date og lærte faktisk en ting eller to fra mine dates om blandt andet løb. Dates kan faktisk være ret så berigende på flere måder – jeg siger det bare.
Men hvad lærte jeg så på gennem mine dates og singlelivet?
Jeg lærte, hvad pace var og at jeg måtte anskaffe mig et sportsur med GPS, pulsmåler m.m. Efter denne berigende date, hvor jeg lærte førnævnte styrtede jeg ud og købte mig mit første Garmin ur. Av hvor havde det mange feautures – så mange at jeg næsten ikke vidste, hvad jeg skulle bruge det til. Se liste af feature her
Jeg begyndte at holde øje med mit pace og forsøgte at forberede det. Der skete da også lidt med pacet, men ikke de store forandringer. Grunden hertil var at jeg hele tiden løb det samme lange rolige turer. Jeg havde ikke hørt om tempoturer, intervaller og afveksling i træningen. Næ, jeg gjorde faktisk det samme hver gang og forventede en forbedring. Det skete selvfølgelig ikke. Vi skulle hen i februar 2020, før jeg tog kontakt til en løbetræner og først derefter opnåede jeg synlige forbedringer. Jeg fik et program skæddersyet til mig med variation i min træning og jeg skulle pludselig løbe efter forskellige zoner. Jeg husker det, som udfordrende men også yderst lærerigt og begyndelsen til endnu et eventyr indenfor løb.
En rejse blev afsluttet hvor løb primært var min meditation til hvor en ny begyndte. Denne rejse handlede om at blive hurtig og god til at løbe! Pace, kadence og pulszoner blev det nye for mig. Men på det her tidspunkt havde styrketræning stadig 1. pladsen i mit hjerte. Jeg løb, men det var med fokus på styrketræning og jeg havde hørt rygter om at løb påvirkede min styrketræning negativt og ved for meget løb ville jeg miste mine gains. Jeg var ambivalent. Indtil jeg mødte min lille løbemus, Jonas! En ægte lille løber, som løb hurtigt og kun løb. Jeg blev inspireret af ham – jeg ville også løbe hurtigt, gerne hurtigere end ham. Jeg har dog nu, et år efter, indset at det kommer aldrig til at ske – Jonas er den fødte løber med en skjult turbo i måsen. Jeg er stadig overbevist om, at det er det der gør han er så hurtig! Hvad skulle ellers være hans hemmelighed? Hårdt arbejde gennem flere år? Nej vel.. haha.
Men hvad skete der så efter mødet med løbemusen i 2020?
Jeg valgte i 2020 at tilmelde mig DGI´s løbetræneruddannelse, som dog pga COVID.19 pandemien blev rykket til januar 2021. Samtidig deltog jeg i en del kurser omkring løb for at optimere mit eget løb og i februar 2021 fik jeg en ny træner på, som stadig står for at lave mine programmer. Det kan jeg i øvrigt kun anbefale – det er virkelig en luksus i hverdagen ikke at skulle tænke over at sammensætte sine egne programmer. I januar 2021 tog jeg samtidig kontakt til formanden i FIF atletik og vi mødtes en januar dag, hvor vi blev enige om at hold 4 skulle være mit. Jaja… jeg har lidt ejerskabs følelse over holdet kan i nok høre. Men altså det bunder i, at jeg oprigtig talt er imponeret og stolt over holdet. Nu i dag er løb en stor del af min hverdag og det er fantastisk og endnu mere fantastisk at kunne få lov til at dele ens passion med andre.
Det var bare det… for denne gang.