Svømning? Hvordan kommer man egentlig i gang med det, hvis hundesvømning er det bedste man kan?
Og hvorfor dog pokker kaste sig over sådan et projekt tænker du måske. Det lyder også som en dødssejler, når man som 31-årig tænker det er på tide at lære at svømme. Men det var nu ikke mere end mindre det jeg gjorde. Og nu overdriver jeg måske lidt med min overskrift med hundesvømning, bevares, men niveauet var relativt lavt eller ikkeeksisterende, da jeg startede i sommeren 2020. Jeg havde jo meldt mig ind i en, meget ambitiøs, triatlon klub og det virkede for mig lidt fjollet at kun cykle og løbe, nu når det var en triatlon klub. Triatlon består jo trods alt af tre sportsgrene; svømning (crawl), cykling og løb. Sådan var det i hvert fald i mit hoved – rent logisk set ved jeg dog godt, at man ikke behøver at beherske alle tre discipliner for at være medlem i en klub. En anden sag er hvis du gerne vil deltage i races/stævner. Så er det en god ide at kunne svømme bare en anelse crawl, fordi det er en pænt udfordrende opgave at bryst svømme i en våddragt. Jeg taler af bitre erfaringer.
Men tilbage til hvordan man egentlig kommer i gang som nybegynder
Jeg fik selv et rigtig godt råd, da jeg ville starte med at lære at svømme crawl meld dig ind i en klub, hvor der er svømmetrænere på. Og det gjorde jeg. Men på et rigtig dårligt tidspunkt synes jeg selv, fordi det forholder sig sådan at triatlon klubberne ofte kun kører med openwater (OW) svømning i sommeren. Og jeg følte mig på ingen måder klar til at hoppe i havet, heller ikke et havnebassin.
Så jeg skrev til en flink fyr fra klubben, KTK86, om han ville lære mig at svømme. Eller måske spurgte jeg faktisk bare om han ville med i svømmehallen og lære mig lidt, fordi jeg ikke helt havde styr på teknikken. Sandheden var dog langt herfra – jeg kendte til ingen teknik, som i overhovedet ikke. På det tidspunkt panikkede jeg ved bare, at skulle have hovedet under vand og troede vitterligt jeg skulle dø. Fint udgangspunkt i øvrigt. Nå, men det endte faktisk med at han sagde ja og vi aftalte at mødes kl 15.00 i Flintholm Svømmehal. Jeg kom som altid 5 min for sent og undskyldte for mit eget væsen. Vi aftalte at mødes nede ved 25 meter banen. Han var allerede i gang, da jeg kom vadende hen imod ham i min nye (blå) arena badedragt.
Det første han spurgte mig om, var om jeg ikke skulle have svømmebriller og badehætte på. Jeg havde købt en badehætte og nogle utrolig billige svømmebriller (et samle selv projekt, som jeg ikke anbefaler andre), men jeg havde ikke modet til at tage det på. Jeg synes ærlig talt bare det at få en badehætte på var et projekt i sig selv. Til mit eget forsvar så kan det altså være svært at få alt det hår ind under en lille bitte hætte og hold nu op, hvor er det alt andet end sexet, at have en kondom lignende genstand på hovedet. Nå men det endte med jeg godt kunne høre, at jeg altså skulle have de her briller på OG den hætte på.
Tilbage med mig i omklædningen. Jeg endte med at spørge en anden kvinde, begge splitterravende nøgne i badet, om hun kunne hjælpe mig med et trick til den satans badehætte, som bare ikke ville på. Gudskelov ville hun det! Thank god for hjælpsomme mennesker – min stolthed kunne ikke klare at komme tilbage i hallen uden hætte og usamlede svømmebriller. Jeg fik gjort mit hår lidt fugtigt, sat det op i en lavt siddende knold og gjort hætten våd og vupti den gled på. YES nu mestrede jeg ”at tage en badehætte på” skillen. Så langt så godt. Jeg måtte droppe de billige svømmebriller og gå tilbage i hallen og informere om jeg nok havde købt mine svømmebriller en anelse for billige og at jeg måtte hjem og købe nogle nye. Jeg mindes at fyren fra klubben stadig var smilende og sød og han kom faktisk med nogle gode inputs og øvelser jeg kunne starte på. Det var altså min første oplevelse med crawl – eller hvad man nu vil kategorisere det som.
Hvad skete der herefter?
På en cykeltur med KTK86 mødte jeg en så cool fyr, Kristian. No offence, men vi var ikke de bedste på cyklerne på daværende tidspunkt og snakkede nok også lidt for meget til, hvad træneren synes var okay. Vi faldt konstant bagud, men altså vi hyggede os og havde en god samtale, så måtte vi tage med at blive skyndt lidt på. Jeg fortalte Kristian om min manglende evne til at svømme. Til mit held tilbød Kristian straks sin hjælp. Han var nemlig en habil svømmer og kunne nogle tricks – fedt tænkte jeg, lets do it! Vi aftalte at mødes i Emdrup svømmehal en tidlig morgen inden arbejde. Kristian var velforberedt med teknik øvelser skrevet ud og printet – for mig lignede det hebraisk. Vi gik i det lille bassin og jeg fik mig nogle af øvelser. Virkelig back to basic – børnebassinet. Glem alt om stolthed her – den havde jeg for længst pakket væk i mit svømmeprojekt.
Kristian observerede og rettede på mig – det var fedt, lige hvad jeg havde brug for. En med (enormt meget) tålmodighed. Vi talte om klubben og niveauet og Kristian fortalte at han faktisk ville skifte over til en anden klub, tri club denmark og om jeg ikke ville følge trop. Han solgte den på, at de havde fantastiske svømmeundervisere – jeg var på. Så dermed skete skiftet til tri club denmark altså. Jeg meldte mig til svømning flere gange ugentligt og havde erhvervet mig en (lyserød) center snorkel.
som jeg efterfølgende klamrede mig til i mange måneder imens jeg lærte teknikken. Hvis nogen påpegede om det ikke var på tide, at jeg smed snorklen og lærte at trække vejret, fik de et prompte NEJ! Fandeme nej.. jeg panikkede bare ved tanken og de få gange jeg rent faktisk havde prøvet, da havde jeg drukket nærmest hele bassinet.
Jeg trænede lidt mere og lidt mere og lidt mere. Jeg var blevet stædig og ville lære at svømme nu. Og jeg havde ovenikøbet købt mig en billet til Ironman Copenhagen, uden at kunne svømme. Fed ide Kirstine – velovervejet som altid. Så skete der desværre det at landet lukkede ned på grund af COVID-19 pandemien og svømmehallerne lukkede også. Av det var sørgeligt – jeg savnede mine torsdags træninger med Kristian og svømmeunderviseren Anna-Marie. Det var blevet en rutine og noget jeg glædede mig til hver uge. Men der var intet at gøre ved det – jeg måtte sætte svømmetræningen på standby.
Genoptagelse af svømningen og en kommende Ironman
Så åbnede landet igen – endelig! Og tro mig…. jeg stod klar til at svømme igen den dag svømmehallerne åbnede op. Nu skulle jeg lære at svømme. Jeg følte, at jeg havde lidt travlt med et kommende stævne, hvor jeg ikke bare skulle svømme i åbent vand, men også en lang distance, nemlig 3800 meter. I samråd med min træner tilmeldte jeg mig et mindre stævne i Aalborg 6 juni 2021, hvor distancen var 950 meter svøm i en kridtgrav, 46 km cykling og 10,5 km løb. Dagen kom hvor vi skulle race – jeg følte jeg skulle kaste op. Jeg kunne jo ikke svømme uden min krykke, min centersnorkel.
Hvad pokker gjorde jeg?
Min taktik inden blev at tage det helt cool og roligt og overlade mig til brystsvømningen i mit kropskondom, der ikke gjorde det muligt med de store armbevægelser. Jeg kom i land uden at panikke, men det og selve racet kan i høre om en anden gang og også om hvilke forberedelser, der er op til et race. Men dette race blev faktisk skelsættende for mig. Jeg skulle altså lære at svømme uden snorkel nu og fandt en anden krykke i stedet – svømmefødder. Jeg smed altså snorklen, lærte at trække vejret ved hver tredje arm tag og det gik forbløffende let.
Hvorfor havde jeg ikke gjort det noget før?
Sandheden er at jeg ikke havde følt mig klar før, men det var jeg nu. Og sådan er det nogle gange – nogle ting skal have lov til at vokse på en og mentalt skal man også være klar. En af svømmeunderviserne Simone sagde så for nyligt til mig, at jeg skulle smide de fødder og i stedet bruge min pullbouy – so i did. Pullbouyen har faktisk været et fast inventar i min svømmetaske siden starten – den har virkelig været god i forhold til, at jeg ikke skulle koncentrere mig om mine ben og opdriften. I crawl og som triatlet er det i øvrigt ikke de aktive ben, der spiller en rolle – benene skal du nok få brugt rigeligt på cykel og løbedelen.
Gode råd til en som vil lære crawl?
Få dig en svømme underviser eller meld dig ind i en klub, om end ikke så også for den fede fællesskabsfølelse. Køb det helt basale – badedragt, badehætte, et par ordentlige svømmebriller og en pullbouy.
Hvis du er utrolig vandskræk, som jeg var i starten, så køb en centersnorkel og lær lidt teknik og smid den så igen den snorkel. Min proces med snorklen var alt for lang set i bagspejlet, men det føltes okay for mig. Gør hvad der er det rigtige for dig – vores processer og rejser vil aldrig være helt ens. Det vigtige er at du selv er med i processen – særlig mentalt. Og lets face it; vi mennesker er ikke skabt til at skulle trække vejret under vand og man skal lige lære, at det er okay kun at trække vejret ved hver tredje arm tag. Jeg købte alt mit gear ved watery, fordi de faktisk kører med helt fair priser og jeg kunne få det hele samlet.
Det var bare det… for denne gang.