Hvorfor triatlon?

Min rejse ind i triatlon verdenen var slet ikke planlagt – som i overhovedet ikke. Jeg kan stadig huske, da en ven prikkede til mig og sagde han var overbevist om jeg snart begyndte med at dyrke triatlon. Jeg kunne på ingen måder være andet end fuldstændig uenig. Triatlon og mig – nej tak. Det var min tanke og det fik han også af vide med en meget bestemt tone, ja jeg blev faktisk lidt småfornærmet. Jeg var jo en styrkepige, som løb og cyklede lidt ved siden af. Og alene tanken om, at jeg nogensinde skulle hoppe i et kropskondom (hvor intet i øvrigt er overladt til fantasien!) og febrilsk forsøge at holde mig selv oven vande i havet eller endnu mere en sø med store fisk og andre kryb eller andet levende væsen. NEJ TAK.  

På det tidspunkt, hvor ordet triatlon dukkede op i ordforråd, da havde jeg netop anskaffet mig mit blå lyn – mit elskede blå lyn! Min første triatlon cykel, som jeg egentlig faldt for fordi den var så fin og så hurtig ud på DBA. Jeg kunne straks mærke det var mig og den – vi ville blive et godt makkerpar ude på vejene.

Det forholdte sig dog sådan at jeg slingrende rundt som en halv fuld, eller lad os være ærlige og sige plører fuld tosse, de første par gange jeg cyklede på den. Gudskelov var det ude på Lars tyndskids mark (man er vel fra Jylland), hvor jeg havde mine første turer. Jeg husker stadig første tur ganske tydeligt, hvor jeg mødte min bonusfar på turen – hans ansigtsudtryk alene indikerede det bestemt ikke måtte have set komfortabelt ud. Men altså det postive er jeg da siden hen har lært at cykle på det blå lyn og at vi faktisk endte med at blive et pokkers godt makkerpar ude på landevejene. Det blå lyn er stadig et af mine kæreste eje, den har været med på en del udflugter herunder også en første date. Jep du læste rigtigt – EN FØRSTE DATE iført stramt lycra. Set i bagspejlet så skulle jeg nok have ventet med en cykeldate til jeg i det mindste havde lært at skifte gear, men altså det blev til en sjov oplevelse jeg i dag kan grine lidt af.

Den store dag hvor det blå lyn skulle med hjem

Min bonusfar var taget med mig til Silkeborg for at afhente cyklen ved ham der solgte cyklen på DBA. Det var faktisk her jeg første gang følte mig helt forelsket i en cykel og oplevede en oprigtig begejstring for cykler. Det viste sig nemlig at manden der solgte cykel til mig, Claus, selv havde et prangende udvalg af cykler; triatlon cykel, racercykel, gravelcykel og you name it. Han fortalte og viste mig alle sine pragt eksemplarer frem og jeg kunne mærke det – mærke forelskelsen. Den tog mig med storm.   

Nu når jeg skriver dette indlæg kan jeg faktisk godt blive i tvivl om det var Claus´ entusiastiske måde at fortælle om sine cykler på, som faktisk rev mig med. Eller om det var min helt egen spirende forelsket i cykelsporten der startede her. Jeg tror, at vi alle kender et menneske, hvor man virkelig kan mærke deres passion for noget i sådan en grad, at man lige pludselig selv føler, man da har behov for netop en gravelcykel, en racercykel, en cykel til hometraineren og en triatlon cykel. Eller er det bare mig? 

Inden jeg mødte Claus anede jeg slet ikke hvad en triatlon cykel var – jeg synes bare farven og cyklen var fed. Hånden på hjertet var det nok mere held end forstand at cyklen rent faktisk passede til mig størrelsesmæssigt, fordi det havde jeg ikke skænket en tanke. Jeg skulle bare have den cykel og kun den! Og chancen for at jeg var gået i en fælde ved at købe en brugt cykel var der jo egentlig også, men den havde jeg ikke skænket en chance. I mit hoved er alle mennesker reelle og det måtte da også gælde sig indenfor brugt markedet for cykler. Gudskelov endte det med en god handel som samtidig også var det første skridt på mit nye eventyr.  

Men hvilken cykel købte jeg så egentlig og hvorfor en triatlon cykel, hvis jeg ikke havde i sinde at dyrke triatlon? 

Hånden på hjertet så stod jeg der midt under COVID-19 pandemien. Så den ene rejse efter den anden blev aflyst og mærkede frustrationen stige. Jeg blev rastløs og følte der skulle ske noget. Jeg var samtidig single på det tidspunkt og følte jeg havde alt tid i verdenen. Jeg manglede nye udfordringer, nye eventyr i det danske land. Og hvad kunne bringe mig rundt i det danske land, som ikke var en bil eller hvor jeg var afhængig af andre?

Svaret var for mig en cykel – en blå en! Og når jeg først har sat mig noget for, jamen så bliver det også sådan! Fra tanke til handling var der ikke langt, jeg søgte først på “bedste cykelmærker” og fik indsnævret min søgning til fire mærker nemlig; TREK, CANYON, BMC og SPECIALLIZED. Dernæst søgte og søgte jeg på DBA og vupti der var vidunderet – det blå lyn. En triatlon cykel af mærket TREK model speedconcept, stående i Silkeborg. Danmark er lille, den skal jeg nok få hjem var min tanke. Der må være nogen, der kan hjælpe mig med det, så jeg aftalte med Claus jeg kom i weekenden og hentede den. Et opkald til min bonusfar senere og en booket busbillet og det var planlagt. Mit nye familiemedlem skulle hentes hjem.

Jeg var ivrig, utålmodig og glædede mig bare som pokker til weekenden. Hverdagene kunne ikke gå stærkt nok. Jeg husker stadig køreturen hjem fra Silkeborg til min søster. Jeg sad som et høg på bagsædet af bilen og kiggede på cyklen alle 45 km. Tænk nu hvis den faldt af og der skete noget med den – det ville være en katestrofe. I øvrigt sikke en tiltro jeg havde til min bonusfar, som havde sat den fast ganske forsvarligt og som han i øvrigt har gjort et utal af gange før. Nemlig med alle mine barndoms mine cykler, når jeg ikke gad cykle hjem.  Hvis du læser det her kære bonusfar, så undskyld og tak for hjælpen endnu en gang med mine skøre ideer.

Tilbage til pointen med indlægget

NÅ… men jeg må også hellere komme til sagen med hvorfor det egentlig blev til triatlon! Triatlon verdenen voksede ganske enkelt på mig dag efter dag, hvor jeg opnåede mere og mere viden om triatlon. Så meget at jeg til sidst lavede en rundspørge på instagram om nogen kendte til en god triatlon klub i København. Der meldte sig flere bud, heri blandt min nuværende klub tri club denmark og KTK86. På det tidspunkt valgte jeg KTK86 og startede i klubben i sommeren 20. Og siden hen er sporten virkelig vokset på mig. Nu elsker jeg alt ved sporten – særligt det fantastiske sammenhold der er.  

Det var bare det … for denne gang.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Please reload

Vent venligst...